Syv mænd er onsdag blevet idømt fængselsstraffe på mellem 12 og 35 år i en sag om grooming og voldtægt af mindreårige piger i Storbritannien.
Mændene groomede unge piger i byen Rochdale og behandlede dem som sexslaver, har anklagemyndigheden sagt i retten i Manchester.
Overgrebene skete i perioden mellem 2001 og 2006.
Også i andre britiske byer har der været sager om overgreb på mindreårige piger begået af netværk af mænd, der for det meste har sydasiatisk baggrund.
Det har rapporter fra de britiske myndigheder konkluderet.
Sagerne strækker sig flere årtier tilbage.
Som følge af rapporterne har Storbritanniens regering besluttet, at sagerne skal kulegraves.
I sagen i Rochdale nær Manchester har alle de syv mænd sydasiatisk baggrund. En del af dem er født i Pakistan.
De er blevet dømt for at groome og voldtage to skolepiger. Medier har tidligere berettet, at netværket af mænd i Rochdale har misbrugt langt flere piger.
Den hårdeste af straffene har 65-årige Mohammed Zahid fået, skriver BBC.
Han er kendt som "Boss Man", skriver mediet.
Han gav pigerne gratis undertøj fra sin bod på et marked og forventede til gengæld, at pigerne skulle have sex med ham og hans venner.
Pigerne var 13 år, da overgrebene begyndte, skriver BBC.
De kom begge fra ustabile hjem, og mændene gav dem alkohol og stoffer, skriver mediet videre.
Ordet grooming bruges i forbindelse med overgrebssager til at beskrive, at et voksent menneske opbygger et tillidsforhold til en mindreårig med henblik på at begå overgreb mod barnet.
Og det er altså, hvad der er foregået i Rochdale, mener retten i Manchester.
De syv mænd arbejdede enten på et marked i byen eller som taxachauffører.
En af pigerne i sagen - omtalt som pige A - har i retten sagt, at hun til sidst ikke længere kunne holde styr på, hvor mange mænd der havde forgrebet sig på hende.
Den anden pige - pige B - boede på et børnehjem, da mændene kom i kontakt med hende på det lokale marked.
Hun blev gentagne gange voldtaget af blandt andet den i dag 67-årige mand Mushtaq Ahmed. Han har fået en fængselsstraf på 27 år.
Begge piger har forklaret, at de sociale myndigheder kendte til situationen.
Både politiet og de sociale myndigheder har tidligere undskyldt for at have svigtet pigerne.
/ritzau/AFP