Syv lande opretter Amazonas-netværk som svar på brande

Brasiliens præsident, som har fået stor kritik for håndteringen af Amazonas-brandene, deltog i møde via video.

Leticia. Syv sydamerikansk lande har fredag underskrevet en såkaldt skoverklæring for at støtte Amazonas-regnskoven.

Regnskoven har i år været plaget af omfattende skovbrande.

Der har dagen igennem været holdt møder i den colombianske by Leticia for at finde et fælles svar blandt flere af de nationer, som lægger land til Amazonas.

De syv deltagende lande var Colombia, Bolivia, Ecuador, Peru, Brasilien, Surinam og Fransk Guyana.

Her nåede man frem til, at verdens største regnskov fremover i øget grad skal beskyttes via fælles koordinering af katastrofeberedskabet.

Derudover skal øget satellitovervågning også bidrage, lyder det blandt andet i erklæringen.

- Dette møde vil leve videre som en koordinerende mekanisme for de præsidenter, der sammen deler denne skat, siger Colombias præsident, Ivan Duque.

Og det er tid til at handle, påpeger Perus præsident, Martin Vizcarra.

- Gode intentioner er ikke nok længere, siger han.

Netværket vil også arbejde på genopbygning af skoven, uddannelse om regnskovens betydning samt for at give oprindelige folk en mere central rolle i en bæredygtig udvikling.

Der skal også deles informationer om aktiviteter som ulovlig minedrift, der går ud over skoven.

Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, deltog via et videoopkald i konferencen, mens landets udenrigsminister, Ernesto Araujo, selv var til stedet.

Bolsonaro har været udsat for heftig kritik både i Brasilien og fra flere europæiske lande, som ikke mener, at der er blevet gjort tilstrækkeligt for at stoppe de omfattende brande.

Antallet af skovbrande i den brasilianske del af Amazonas er steget markant i år. 60 procent af regnskoven ligger i Brasilien.

I Amazonas bor omkring en million mennesker, der tilhører 500 forskellige oprindelige folk.

Også i Bolivia har der de seneste uger været heftige brande.

/ritzau/Reuters