Syriske styrker rykker ind i IS-kontrolleret by nær Palmyra

Byen al-Qaryatain, der har været kontrolleret af IS siden august, er nu tilbage på regeringshærens hænder.

Læs mere
Fold sammen

Beirut: Syriske regeringsstyrker er med hjælp fra russiske luftangreb søndag rykket ind i byen al-Qaryatain, der har været kontrolleret af militante fra Islamisk Stat (IS) siden august sidste år.

Offensiven sker, efter at regeringsstyrkerne gradvist har omringet byen de seneste dage.

Byen ligger 100 kilometer vest for den syriske oldtidsby Palmyra, som regeringsstyrker generobrede fra Islamisk Stat for en uge siden.

Syriske statsmedier rapporterer, at regeringsstyrkerne er rykket ind i al-Qaryatain fra alle retninger.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der sædvanligvis er velorienteret gennem et netværk af meddelere i Syrien, oplyser samtidig, at kampene fortsætter mellem jihadister og regeringsstyrker i byen, der er omgivet af bjerge.

- Praktisk talt kan man sige, at byen er faldet militært, fordi regimet kontrollerer de omkringliggende bjerge, siger observatoriets direktør, Rami Abdurrahman.

Ifølge overvågningsgruppen har flere end 40 angreb fra russiske og syriske fly ramt nær al-Qaryatain søndag.

/ritzau/Reuters