Syrisk våbenstilstand halter videre i endnu 48 timer

Parterne forlænger den syriske våbenstilstands­aftale. Men FN beskylder Syriens regime for at forhindre nødhjælp i at nå frem, og Rusland siger, at de USA-støttede oprørere bryder aftalen.

Flere end 12 millioner mennesker er blevet fordrevet internt eller er flygtet fra Syrien i løbet af krigen. Her ankommer endnu en syrisk familie til Tyrkiet. Foto: Osman Orsal/Reuters Fold sammen
Læs mere
Foto: OSMAN ORSAL

Hvis våbenstilstanden i Syrien kollapser, ved parterne allerede, hvem der skal bære ansvaret.

Alle beskylder alle for brud på aftalen, der trådte i kraft mandag aften. Men trods det blev Rusland og USA torsdag enige om at forlænge våbenstilstanden i endnu 48 timer.

Målet er at stabilisere aftalen for at skabe rammer til forhandlinger om en endelig afslutning på den mere end fem år lange krig.

Men kampene fortsætter i dele af Syrien, og i løbet af torsdag pegede FN på det syriske regime som hovedansvarlig for brud på aftalen.

»Den syriske regering forsømmer at levere tilladelser, der vil lade FNs nødhjælpskonvojer komme frem til de belejrede byer. Det er et tydeligt brud på den russisk-amerikanske aftale,« sagde FNs særlige udsending, Staffan de Mistura, i løbet af torsdag.

Kort tid efter den udtalelse roste Rusland sin allierede, det syriske regime, og beskyldte de syriske oprørere for at bryde aftalen.

»De moderate oppositionsgrupper har intensiveret angreb mod bebyggede områder, og det er kun den syriske hær, der overholder våbenstilstanden,« lyder det i det russiske forsvarsministeriums pressemeddelelse.

Fra det amerikanske forsvarsministerium lyder det, at »situationen ikke er perfekt«.

Torsdag bombede det syriske regime områder uden for byen Idlib. En operation, der ifølge regimet holder sig inden for våbenstilstandsaftalens rammer, fordi bombninger af Jabhat Fath al-Sham og Islamisk Stat er tilladte. Men oprørerne i området siger, at regimet ikke skelner mellem de forskellige syriske grupper, når de bomber.

Ifølge aftalen skal Rusland og USA oprette et fælles kommandocenter efter weekenden for at intensivere kampen mod Islamisk Stat og Jabhat Fath al-Sham, der tidligere gik under navnet Jabhat al-Nusra. Rusland har bombet mindst 20 mål omkring Idlib siden mandag, og ifølge Ruslands forsvarsministerium dræbte russiske kampfly flere end 250 IS-jihadister i en modoffensiv ved Palmyra.

I løbet af torsdag meldte både oprørere og det syriske regime om sammenstød i Ghouta uden for hovedstaden Damaskus.

I februar 2016 indgik parterne også en våbenstilstandsaftale. Den blev brudt af alle parter efter kort tid.

Allan Sørensen er Berlingskes korrespondent i Mellemøsten.