Planlægningen af det militære angreb, der væltede Assad-regimet, har pågået siden sidste år.

Det fortæller den øverste militære leder i den største af oprørsgrupperne i sit første interview med et udenlandsk medie, siden styret faldt.

Abu Hassan al-Hamwi er leder af Hayat Tahrir al-Shams (HTS) militære fløj, og til The Guardian afslører militærlederen, at der oppositionsgrupperne imellem blev kommunikeret tæt i løbet af det seneste år angående den konkrete plan for at få fjernet Assad.

Forud for den konkrete plan, fortæller al-Hamwi, havde grupperne dog forberedt sig i årevis. HTS har nemlig siden 2019 udviklet en såkaldt »militærdoktrin«, der havde til formål at organisere og disciplinere de mange uorganiserede grupperinger i landet. 

Tilsammen skulle de udgøre en stærk kampstyrke, som senere skulle ende med at vælte Assad-familiens 54 år lange regime. 

»Efter den sidste operation (som fandt sted i august 2019, red.), hvor vi mistede betydeligt territorium, indså alle revolutionære fraktioner den akutte trussel – det grundlæggende problem var fraværet af fælles lederskab og kontrol over kampen,« siger 40-årige al-Hamwi til The Guardian i den syriske by Jableh.

»Vi studerede fjenden grundigt«

Al-Hamwi fortæller, at hvis HTS ville gøre sig forhåbninger om at besejre regimet, så måtte de skabe orden i en ellers broget alliance blandt oppositionsgrupperne.

Som grupperingerne så småt samlede sig, begyndte militærlederen at træne krigerne samt udvikle den før omtalte militærdoktrin:

»Vi studerede fjenden grundigt og analyserede deres taktik, både dag og nat, og brugte denne indsigt til at udvikle vores egne styrker,« siger al-Hamwi.

Derefter begyndte HTS at producere deres egne våben samt køretøjer og ammunition. Men HTS var stadig regimet underlegne, så derfor blev der etableret en droneenhed, der skulle udvikle blandt andet angrebsdroner og selvmordsdroner.

Enheden blev etableret allerede i 2019, men sidste år begyndte planlægningen af Assads fald for alvor

Ifølge al-Hamwi rakte HTS ud til oprørere i det sydlige Syrien sidste år, hvor der derefter blev oprettet et operationsrum, som samlede lederne af omkring 25 oprørsgrupper.

De skulle hver især koordinere deres soldaters bevægelser med hinanden samt med HTS i nord.

Målet var, at de mange grupperinger både skulle nærme sig fra nord og syd for så at mødes i hovedstaden. 

Da det blev november, besluttede HTS og deres allierede, at det var tid, og 29. november gik HTS ind i Aleppo. De tog byen, og sådan fortsatte grupperingerne i Hama fire dage senere, i Homs 7. december og til sidst i Damaskus. 

8. december flygtede Bashar al-Assad ud af landet.