Det syriske luftforsvar har nedskudt en række israelske missiler, der var rettet mod et område uden for hovedstaden Damaskus.

Det oplyser det syriske militær i en udtalelse.

Missilerne blev angiveligt affyret fra Golanhøjderne, som har været besat af Israel siden seksdageskrigen i 1967.

Der er umiddelbart kun meldinger om materielle skader.

Det angivelige angreb kommer, efter at Syrien fredag hævdede, at landets luftforsvar havde nedskudt to droner i udkanten af det vestlige Damaskus.

I det angreb, hvor missiler også angiveligt blev affyret fra Golanhøjderne, gav Syrien dog ikke eksplicit Israel skylden.

Israels militær har udtalt, at det ikke kommenterer på angivelige hændelser beskrevet af udenlandske medier.

I løbet af mere end et årtis borgerkrig i Syrien har Israel udført hundredvis af luftangreb mod landet. Målet for dem har primært været iranskstøttede styrker og syriske militærpositioner.

Den slags angreb er blevet intensiveret, siden krigen i Gaza mellem Israel og den væbnede palæstinensiske gruppe Hamas brød ud 7. oktober.

Tidligere på ugen døde fem personer i et angreb på byen Homs. Syrien beskyldte også da Israel for at stå bag.

USA har siden 2014 ledet en koalition, som har haft til formål at bekæmpe Islamisk Stat i Irak og Syrien. Dengang havde den militante bevægelse kontrollen over store dele af de to nabolande.

USA er fortsat til stede med henholdsvis 900 soldater i Syrien og 2500 i Irak som en del af koalitionen.

Efter at tre amerikanske soldater i slutningen af januar blev dræbt på en amerikansk base i Jordan, har USA varslet flere angreb mod militser i Mellemøsten, der er støttet af Iran.

/ritzau/Reuters