Syrisk dokumentlæk mødes med skepsis

Ville Assad være så dum at efterlade skriftlige beviser for drabsordre på tyrkiske piloter, sådan som dokumenter ifølge TV-stationen al-Arabiya viser? Dansk mellemøstekspert tvivler på ægtheden.

August 2012. Syriens præsident Bashar al-Assad deltager i fredagsbøn i Damaskus. Fold sammen
Læs mere
Foto: SANA
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Beordrede Syriens præsident Assad to overlevende tyrkiske piloter henrettet af Hezbollah på en måde, så skaderne på deres lig ville ligne et flystyrt? Blev deres observationsfly skudt ned over internationalt farvand af et russisk Grat-missil affyret fra en russisk base i Syrien?

Ifølge dokumenter fra det syriske luftvåbens efterretningstjeneste, som den syriske opposition har overgivet til TV-stationen al-Arabiya, er svaret - ja.

Til gengæld stiller den syriskfødte tidligere konservative politiker Naser Khader, som i dag er mellemøstanalytiker ved Hudson Institute i Washington DC, sig skeptisk over for dokumenternes ægthed:

- Man skal aldrig sige aldrig, når det drejer sig om Mellemøsten, men samtidig undrer det mig, hvis regimet, som jeg ellers betragter som temmelig sofistikeret, kan have sådan noget på skrift, når de ved fra Balkan og andre steder, at det er sådan noget, man vil bruge mod dem, siger Naser Khader med henvisning til en mulig krigsforbryderretssag mod den syriske præsident.

Naser Khader, der så den opsigtsvækkende udsendelse på Al Arabiya lørdag aften, siger, at den rummer en rigdom af detaljer, der nærmest leder tanken hen på James Bond.

Det tyrkiske fly blev skudt ned over havet 22. juni, og ifølge dokumenterne skulle syrerne have fundet de to piloter i live, taget dem til fange, tilbageholdt og forhørt dem i et område, der kontrolleres af Hezbollah, og til sidst have overgivet dem til Hezbollah-militsen med ordre om at gøre det af med dem på en måde, der ville sandsynliggøre, at piloterne var dræbt i flystyrtet. Efter henrettelsen skal deres lig være blevet smidt i havet ved nedstyrtningsstedet, hvor de blev fundet 4. juli.

Et af dokumenterne skulle ifølge Naser Khader stamme fra en general i luftvåbnets efterretningstjeneste, der siger:

- Nu kan vi ikke få mere ud af dem, så vi skal af med dem på en måde, så det ser naturligt ud ved flyvraget.

Opgaven blev ifølge dokumenterne overdraget til Hezbollah.

Vurderingen hos syrerne var ifølge Khader, at hvis piloterne var blevet løsladt, ville de kunne have afsløret den russiske forbindelse og forbindelsen til Hezbollah.

Syrerne hævdede efter nedskydningen, at flyet havde været inde i syrisk luftrum.

Et gammelt mundheld siger, at i krig er sandheden altid det første offer, og det kan sagtens være tilfældet her, for der er mange interesser på spil, lyder det fra Naser Khader.

Først og fremmest har den syriske opposition en enorm interesse i at få Tyrkiet til at reagere militært overfor Assad, og oppositionen kan nu håbe, at dokumenterne har den ønskede effekt.

På regeringssiden har nedskydningen ifølge Khader sendt et klart signal om, at regimet råder over missiler, der let kan sætte fjendtlige fly ud af spillet.

Men TV-stationen al-Arabiya har med den omfattende lancering af dokumenterne som værende autentiske sat deres troværdighed på spil.

- Normalt betragtes al-Arabiya som mere objektiv end den anden kendte arabiske TV-station, Al-Jazeera, så de har noget at sætte over styr, siger Naser Khader.

Al-Arabiya har bebudet en række udsendelser de næste 14 dage, hvor TV-stationen vil offentliggøre flere dokumenter. Den næste vil handle om Irans rolle i Syrien.