Syriens opposition nægter at mødes med regeringen

Fredag har den syriske opposition afvist at holde flere møder med den syriske regering, før den tilslutter sig »Genève 1«-aftalen, der betyder, at Syriens præsident Assad må forlade sin post.

Syriens oppositionsleder Ahmad Jarba (tv.) og hans delegation vil ikke længere mødes til direkte forhandlinger i Geneve - de såkaldte Geneve II-forhandlinger - med Syriens udenrigsminister Walid Muallem (th.) og hans delegation, før de har tilsluttet sig »Genève 1«-aftalen, der betyder, at Syriens præsident Assad må forlade sin post. Fold sammen
Læs mere

SCHWEIZ: Fredskonferencen for Syrien, der i øjeblikket finder sted i Schweiz, har fredag taget en drejning. Hidtil er det nemlig lykkedes at samle både den syriske regering og opposition til møder for at gøre en ende på krigen i Syrien. Men nu har den syriske opposition meddelt, at man ikke vil sidde med til flere møder med regeringen, før den tilslutter sig den såkaldte »Genève 1«-kommuniké.

»Vi kræver et skriftligt tilsagn fra regimets delegation om, at den accepterer Genève 1. Ellers vil der ikke være nogen direkte forhandlinger,« siger lyder meldingen fra oppositionen ifølge Reuters.

Aftalen, der blev lavet ved første fredskonference i Genève, indebærer, at en overgangsregering overtager magten fra Syriens præsident Bashar al-Assads styre.

Gennem fredskonferencen denne gang har blandt andre USA også fastholdt »Genève 1«-kommunikéet som udgangspunkt for forhandlingerne. Og inden den syriske opposition og regering blev enige om at mødes ved forhandlingsbordet i Schweiz, var oppositionens krav ligeledes, at Assad skulle gå af, før man var villige til at mødes med henblik på at afslutte borgerkrigen, der har plaget landet i tre år.

Oppositionens protest bekræftes af FN, der over for nyhedsbureauet forklarer, at de to syriske delegationer kommer til at holde særskilte møder med FN fredag.

»Processen er ved at blive formet i øjeblikket, og forberedelserne tager tid, men der forgår ingen syriske-syriske forhandlinger i øjeblikket,« siger FNs talskvinde Alessandra Velluci til Reuters.

Udover de syriske delegationer deltager FNs generalsekretær, Ban Ki-Moon, og 40 andre udenrigsministre, deriblandt også den danske, Holger K. Nielsen (SF), i fredskonferencen i Montreux.