Den syriske hær har indgået en våbenhvile i byen Aleppo med Syriens Demokratiske Styrker (SDF), en kurdiskdomineret milits.

Det meddeler Syriens statslige nyhedsbureau, Sana.

Våbenhvilen kommer, efter at den syriske hær på ny sendte soldater til det nordøstlige Syrien som følge af stigende spændinger mellem hæren og SDF.

Der har været flere sammenstød, og mandag blev en soldat fra sikkerhedsstyrkerne og en civil person dræbt i luftangreb i Aleppo, har syrisk stats-tv rapporteret ifølge AFP.

Men nu er der så kommet en aftale om en våbenhvile i to af Aleppos distrikter.

Tilbage i marts blev der indgået en aftale mellem SDF og den nye regering i Syrien. Den gik ud på, at SDF skulle integreres i de statslige institutioner.

Men de nylige sammenstød har kastet skygger over den historiske aftale, der skulle binde Syrien sammen efter 14 år med krig.

Vidner har sagt, at den syriske hær tidligere har afskåret adgangen til to nabolag i Aleppo. I begge tilfælde er der tale om områder under SDF-militsens kontrol.

Da adgangen blev lukket, førte det til demonstrationer fra indbyggerne.

Det syriske forsvarsministerium sagde mandag, at man ikke havde indsat soldater for at kunne gennemføre militære operationer. Formålet var derimod at undgå gentagne angreb fra SDF, som ifølge ministeriet forsøger at få kontrol over nye områder.

SDF siger omvendt, at hæren har belejret de to nabolag i Aleppo.

Den kurdiskdominerede milits, som får støtte fra USA, har i den seneste tid skruet op for razziaer i byer, som militsen kontrollerer.

Razziaerne har ifølge SDF selv til formål at gøre op med grupper af mennesker, der har tilsluttet sig Islamisk Stat.

Nogle etniske grupper anklager dog SDF for at være diskriminerende. En anklage, som militsen afviser.

/ritzau/Reuters