Syrien: USAs angreb er en aggression

Mens Israel bifalder det amerikanske angreb på den syriske luftbase, kalder syrisk stats-TV angrebet for en »aggression«. Også Iran fordømmer angrebet.

Foto: HANDOUT.
Læs mere
Fold sammen

De 59 Tomahawk-missiler, som USA i nat affyrede mod det syriske regimes al-Shayrat luftbase, er ifølge Pentagon et »begrænset angreb«. Det citerer Los Angeles Times kilder i Pentagon for at sige.

Men angrebet rammer hårdt og medfører øjeblikkelige reaktioner. Det syriske stats-TV, Sana, kalder angrebet for en »aggression« og bekræfter, at der er flere døde på luftbasen.

Via nyhedsbureauet ISNA fordømmer også det iranske udenrigsministerium USAs angreb.

Den syriske luftbase al-Shayrat nær byen Homs er en ud af i alt seks aktive luftbaser, som det syriske regime råder over. Ifølge israelsk militærradio var ikke kun syriske fly og soldater til stede på basen. Også Irans revolutionære garde havde et såkaldt »operationskontor« på basen.

Det syriske regime har ikke udtalt sig om specifikke dødstal eller sat navne på ofrene. Ifølge mediet The Arab Source omkom tre syriske soldater i angrebet - en af dem en generalmajor. Luftbasen er, ifølge The Arab Source, sat ud af spillet, selv om det kun var den østlige del af basen, der blev angrebet.

En Facebook-opdatering fra en syrisk soldat, Basel Mansor, antyder dog, at antallet af døde kan være væsentligt højere end tre.
»Der er martyrer og eksplosioner fra våbendepoter og benzintankene,« skriver han på Facebook.

Ifølge israelsk militærradio, der citerer udtalelser fra guvernøren i byen Homs, er våbendepoter, landingsbaner og basens kontroltårn blevet ramt.

Washington Post citerer den amerikanske sikkerhedsrådgiver, H.R McMaster, for at sige, at USA i forbindelse med angrebet tog hensyn til formodede kemiske våben opmagasineret på luftbasen.

»Vi undlod at ramme det, vi mener er et saringas-lager,« citerer Washington Post H.R. McMaster for at sige.

Israel var ifølge den israelske hærs talsmandskontor blevet informeret om det amerikanske angreb, inden det fandt sted.
Tidligt fredag morgen reagerede den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, med en støtteerklæring.
»Præsident Trump har sendt en klar og stærk besked i dag. Vi håber, at denne besked - i lyset af Assad-regimets forfærdelige gerninger - ikke blot vil give genlyd i Damaskus, men også i Teheran og Pyongyang,« lyder Netanyahus erklæring ifølge radiostationen Reshet Bet.

Også Saudi-Arabien støtter det amerikanske angreb og kalder det en »modig beslutning«.

»Vi støtter fuldt ud det amerikanske angreb, som er en reaktion på det syriske regimes kemiske angreb på uskyldige civile,« siger en højtstående saudisk kilde til nyhedsbureauet SPA.

En talsmand for den tyrkiske regering siger ifølge Reuters, at det internationale samfund bør tage afstand fra den syriske hærs »barbari«.

I et interview med den amerikanske TV-station Fox siger den tyrkiske vicepremierminister, Numan Kurtulmus, at den syriske præsident bør straffes fuldt ud af det internationale samfund, og at fredsprocessen i Syrien må accelereres.

Rusland, der ifølge israelsk militærradio også anvender al-Shayrat-luftbasen, fordømmer det amerikanske angreb og har indkaldt til en hastemøde i FNs Sikkerhedsråd.

»USAs angreb på luftbasen kan underminere kampen mod terror. Rusland kræver et hastemøde i FNs Sikkerhedsråd,« siger Viktor Ozerov, chef for Ruslands Forsvarskomite, til nyhedsbureauet RIA.