»Syrien og Irak eksisterer ikke længere«

Syrien og Irak eksisterer ikke længere, siger USAs efterretningschefer. Hvad skal træde i stedet for de to stater? Det er umuligt at løse flygtningekrisen og føre landkrig mod Islamisk Stat uden svar på det spørgsmål.

En gruppe mænd i den nordsyriske by Kobane har fået fingre i et våben, der tidligere har tilhørt Islamisk Stat. Den nordlige del af Syrien, herunder byen Kobane, er i vid udstrækning under kurdisk styre. Foto: Yasin Akgul/AFP Fold sammen
Læs mere

Landkrig i Mellemøsten er igen på dagsordenen. I Danmark taler Naser Khader og Anders Fogh Rasmussen om at sætte soldater ind, og i USA taler Dick Cheney om det samme.

De er ikke nødvendigvis enige om hvem og hvordan, men der er også et større spørgsmål, som de først skal have afklaret: Når Islamisk Stat er nedkæmpet – hvad så?

Det typiske svar har været, at Syrien og Irak skal forandres til funktionelle demokratier, og at alle grupper skal respekteres og have indflydelse, men ordene er efterhånden lige så tomme på land, som de er på næring. For selv Obama-regeringens egne efterretningschefer taler nu om, at Irak og Syrien de facto ikke længere eksisterer som nationalstater.

De talte fredag ved en sikkerhedspolitisk konference i Washington, og det er uvist, om de kom til at tale over sig, trodsede regeringen eller var sendt i byen med et hundefløjt, men uanset hvad var budskabet klart: Irak og Syrien eksisterer kun i navn og historie og i de mere og mere desperate påstande om relevans fra ledere i Damaskus og Bagdad. Bortset fra det, og i enhver politisk og praktisk kontekst, er de brudt sammen.

»Jeg har meget svært ved at forestille mig, at Irak og Syrien kan genopstå som nationalstater, og at kurderne i Irak f.eks. igen vil underlægge sig centralregeringen i Bagdad,« fastslog generalløjtnant Vincent Stewart ifølge nyhedsbureauet AP fredag. Stewart er chef for det militære amerikanske efterretningsvæsen DIA. Irak er allerede nu splittet i mindst tre dele og Syrien i mindst fem, og en fred vil måske ændre på antallet af dele, men ikke på delingen. Fremtidens Syrien vil blive delt i to eller tre selvstændige lande, forudså han, og chefen for CIA, John Brennan, var enig.

Ved den samme sikkerhedspolitiske konference fredag forklarede han, at opdelingen af de to lande allerede er sket mentalt. De fleste indbyggere identificerer sig ikke længere som irakere eller syrere, men i forhold til deres regionale, etniske eller religiøse baggrund.

»Jeg er overbevist om, at Mellemøsten i de kommende årtier vil komme til at opleve forandringer, som betyder, at landkortet skal tegnes om,« sagde han.

Fire lande

Deres konklusioner er både overraskende – og uoverraskende.

De er overraskende, fordi de to mænd så åbent og på tværs af den officielle politik i Washington vælger at tale om, at to nationalstater er gået i stykker. Men de er uoverraskende, fordi krige ofte fører til en gentegning af grænsestregerne. Efter de to verdenskrige blev grænserne i Europa forandret, og millioner af mennesker sendt på flugt, det samme i Jugoslavien, som efter borgerkrigen blev til syv uafhængige stater, og det vil være forudsigeligt, hvis krigene i Irak og Syrien ender med det samme.

For Irak og Syrien er tegnebordsstater skabt af det osmanniske imperium og imperialister i Paris og London, og stregerne er ikke trukket efter naturlige tilhørsforhold, men efter politisk bekvemmelighed. Hvis man skulle gøre det første i stedet for det sidste, ville der formentlig blive tale om fire stater i stedet for to, som Robin Wright sidste år beskrev i New York Times.

Wright er en af de mest respekterede mellemøstanalytikere, og hun forestillede sig følgende fire selvstændige stater:

– Alawittestan i den vestlige del af Syrien og domineret af shiamuslimske alawitter.

– Kurdistan i den nordlige del af Syrien og Irak, domineret af kurdere.

– Shiastan i den sydlige del af Irak, domineret af den shiamuslimske befolkning.

– Sunnistan i det store landområde i det centrale Syrien og Irak, som er det område, som groft sagt nu er kontrolleret af Islamisk Stat og domineret af sunnimuslimer.

Sådan en fire-deling er ikke, hvad regeringen i Bagdad eller præsident Assad i Damaskus vil. De forestiller sig de tidligere nationalstater genetableret under deres respektive kontrol, men de har meget lidt at have deres forestillinger i. Assad-regimet har så svært ved at holde fast i sine nuværende besiddelser, at Rusland er nødt til at ile forstærkninger til Damaskus, og Irak har været et forholdsvist teoretisk begreb, siden 1.500 soldater fra Islamisk Stat sidste år erobrede Mosul fra 30.000 irakiske soldater.

Som præsidenten i det kurdiske Irak i forrige måned sagde til CNN: »Irak er faldet fra hinanden. Den føderale og centrale regering har mistet kontrollen med alt. Alt bryder sammen, hæren, styrkerne, politiet. Det var ikke os, som fik det til at ske. Det gjorde de selv,« sagde præsident Masud Barzani.

Derfor arbejder han og kurderne også ud fra en formodning om, at Irak er afgået ved døden. »Vi kan ikke være gidsler af det uvisse,« sagde han til CNN.

Dagdrøm

Den slags geopolitik hænger nøje sammen med flygtningekrisen og en eventuel landkrig.

Flygtningene er til dels en konsekvens af nationalstaternes sammenbrud, og det er vanskeligt at sende flygtninge tilbage til lande, som de facto ikke længere eksisterer – og hvis man skal finde en politisk eller militær løsning på konflikten, må man nødvendigvis tage bestik af den situation, som situationen selv har skabt. Eller sagt på en anden måde:

Hvis vestlige eller mellemøstlige styrker skal i landkrig mod Islamisk Stat, er de nødt til – i modsætning til invasionen i 2003 – at have andet end en dagdrøm om fremtidens statsdannelse. Og hvis de skal samles til en storkonference, som Iran har foreslået, er de nødt til at vide, hvor grænserne går, ikke kun på landkortet, men også mellem det mulige og umulige:

Det er muligt at nedkæmpe Islamisk Stat, men det er politisk umuligt at klinke to stater, som er uden for det klinkeliges rækkevidde.