Syrien: Israelske fly angriber syrisk militæranlæg

Israel har ifølge Syrien affyret raketter mod et anlæg, som andre anklager for at fremstille kemiske våben.

ARKIVFOTO Fold sammen
Læs mere
Foto: DELIL SOULEIMAN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Israelske fly har dræbt to mennesker under et angreb på et syrisk militæranlæg i den vestlige del af landet.

Det oplyser det syriske regime.

Syrien er tidligere beskyldt for at fremstille kemiske våben i det område, som de israelske fly angreb.

»Israelske kampfly affyrede i dag klokken 02.42 et antal raketter fra libanesisk luftrum. En af vores militære stillinger nær Masyaf var målet, det førte til materielle skader og kostede to medlemmer på stedet livet,« hedder det i en erklæring fra den syriske hær.

Byen Masyaf ligger cirka 60 kilometer fra havnebyen Tartus, hvor alliancepartneren Rusland har en flådebase.

Lige nord for Masyaf ligger et militært anlæg. Det omfatter en træningslejr og et videnskabeligt center (SSRC).

Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder er det SSRC, som er ramt af de israelske fly. Lige ved siden af ligger et våbenlager med raketter. Folk fra den libanesiske Hizbollah-milits og folk fra Iran er tidligere set her.

USA har tidligere beskyldt SSRC for at fremstille nervegassen sarin. Nervegassen formodes at være brugt under et angreb på oprørsbyen Khan Sheikhoun i april. Snesevis af mennesker omkom.

Onsdag oplyste efterforskere fra FN, at de har indsamlet "omfattende mængder af oplysninger", som peger på, at det var syriske regeringsfly, der udførte angrebet.

Den syriske regering har tidligere afvist beskyldninger om, at den bruger kemiske våben, som rent opspind.

Israel har flere gange under den mere end seks år lange syriske krig gennemført flyangreb i landet.

Israel opfatter både Hizbollah og Iran som fjender.

Opdateres