Syrien – et voksende dilemma for Tyrkiet

Ved at holde kurdiske grupper ansvarlige for Ankara-bombe bringer Tyrkiet sig tættere på direkte indblanden i Syrien-krigen. Man vil stoppe kurdernes fremgang, men er bange for russerne.

Onsdagens bilbombe i Ankara, der dræbte 28, fik torsdag anti-kurdiske demonstranter på gaden i den tyrkiske hovedstad. Samtidig advarede premierminister Ahmet Davutoglu om, at man vil slå ned på de ansvarlige i både Syrien og Irak. Foto: Umit Bektas/ Reuters Fold sammen
Læs mere
Foto: UMIT BEKTAS

Debatten om angrebet i Ankara, der onsdag dræbte 28 og sårede næsten 100, handler ikke længere om, hvem der står bag, men om hvad der kommer til at ske i de kommende uger. Og især om hvorvidt Tyrkiet kommer til at spille en endnu større rolle i Syrien-krigen.

Tyrkiet mener, gerningsmanden, Saleh Najar, en ung syrisk flygtning fra Deir Ezzur, der er under Islamisk Stats kontrol, var medlem af den kurdiske PKK-organisations søsterparti i Syrien, PYD. Og derved bliver det, selv om PYD og andre kurdiske grupper benægter at stå bag angrebet.

Tyrkiet har allerede svaret igen ved at bombe PKK i det nordlige Irak, og torsdag sendte man 500 islamistiske krigere ind over den syriske grænse for at bekæmpe den kurdiske YPG-organisation, der er PYD-partiets væbnede gren. Sideløbende fortsætter Ankara sin offensiv mod PKK i de østlige dele af Tyrkiet.

Med den konklusion, at kurderne står bag Ankara-bombningen, placerer Tyrkiet sig i forhold til kurderne over for en skærpet front, der fører direkte ind i det syriske mudder. I modsætning til PKK i Irak og Tyrkiets østlige egne var YPG i Syrien indtil for nylig ikke et direkte militært mål for Tyrkiet. Men det er gruppen for alvor blevet nu, og Ankara-bomben giver Tyrkiet den nødvendige undskyldning for at optrappe kampen mod kurderne på front nummer tre, efter Irak og det østlige Tyrkiet.

Tyrkiet står over for svært valg

For Tyrkiet er fronten mod YPG i øjeblikket mere akut end fronterne mod PKK i Tyrkiet og Irak. Men den er også farligere.

Det syriske regimes offensiv i Aleppo-området de seneste uger, og USAs støtte til de kurdiske YPG-soldater i det nordlige Syrien, har udviklet sig til en katastrofe for Tyrkiet.

Regimets pres på Tyrkiets allierede i Aleppo har gjort de islamistiske grupper sårbare. Det har YPG udnyttet, og på få uger har de kurdiske soldater erobret en række landsbyer fra Tyrkiets allierede, lukket totalt for trafik fra Aleppo til Tyrkiet, og bragt sig i position til at indtage Azaz.

Azaz er den by, Tyrkiet bruger, når der skal leveres våben og forsyninger til landets allierede i Syrien. Den er det nordsyriske hjerte af den tyrkiskstøttede modstand mod Syriens præsident, Bashar al-Assad, og den ligger kun syv kilometer fra den tyrkiske grænse, altså så tæt at regeringen i Ankara ikke vil lade den falde. Og slet ikke til kurderne, da det vil bringe kurderne tættere på at forbinde Afrin-provinsen i vest med Kobane længere mod øst.

Uden Azaz mister Tyrkiet sin indflydelse i Syrien, som i stedet vil blive overtaget af de kurdere, Tyrkiet nu beskylder for at stå bag Ankara-bomben.

Derfor har Tyrkiet bombet YPG i det nordlige syrien den seneste uge, og derfor har man i samme tidsrum oprustet kraftigt på den syriske grænse. Den eneste grund til, at Tyrkiet endnu ikke har sendt egne soldater ind for at bekæmpe YPG på syrisk jord og forsvare dets allierede fra Jabhat al-Nusra og en række andre islamiske oprørsgrupper, er, at Tyrkiet frygter Ruslands svar.

Rusland støtter ikke kurderne direkte, men der er en forståelse mellem de to parter, som har det til fælles, at man ønsker at erobre de områder, islamisterne råder over i Syrien. Det betyder, at et tyrkisk angreb, der er mere omfattende end de artilleriaffyringer, man allerede retter mod YPG, også vil blive opfattet som et indirekte angreb på Rusland.

Samtidig har USA til Tyrkiets store frustration opgraderet sit samarbejde med YPG og en række andre allierede i det nordlige Syrien. Først som et led i kampen mod Islamisk Stat, men nu også i kampen mod al-Qaedas søsterorganisation, Jabhat al-Nusra.

Dermed står Tyrkiet over for et valg mellem at lade kurderne og det syriske regime tæve Ankaras venner i Syrien, eller selv tage kampen op med den eneste gruppe, der har et godt forhold til både USA og Rusland. Et valg mellem erkendelsen af, at man har holdt på den forkerte syriske hest, og en modoffensiv, der er komplet uoverskuelig, og som bringer et NATO-land i direkte konfrontation med Rusland.