Syrien bliver aldrig et helt land igen

I stedet for at tale om landtropper i Syrien er tendensen i efterretningskredse på nuværende tidspunkt at vænne sig til tanken om, at hverken Irak eller Syrien kommer til at fungere som suveræne stater igen.

I Syrien er Islamisk Stat tæt på at knække »rygraden« i Assad-regimets områder. Islamisk Stat er 35 kilometer væk fra den vigtige hovedvej M5. Billedet er fra Damaskus. Foto: Bassam Khabieh Fold sammen
Læs mere

Krigen i Syrien er atter inde i en fase, hvor præsident Bashar al-Assad ses som en del af løsningen, mens Islamisk Stat fremstår som den største trussel.

Rusland, Iran og Hizbollah deler alle den opfattelse. EU og USA synes også, at IS er værre end det syriske regime, og derfor er de villige til at lytte, når der tales om en fælles indsats mod Islamisk Stat. En slags superalliance, der skal få kalifat-islamisterne ned med nakken, hjulpet på landjorden af arabiske, iranske og tyrkiske soldater, så Syrien kan slikke sårene og lade en international konference skitsere retningslinjerne for en fornuftig overgangsregering, indtil alt er godt igen.

Islamisk Stat kan besejres med støvler på jorden. Både Rusland og USA kunne gøre det alene, hvis de ville. En forenet styrke af den iranske, den tyrkiske og arabiske hære kunne også gøre det. Teoretisk set i hvert fald.

Men årsagen til, at krigen i Syrien har varet i snart fem år, er netop, at Syrien ikke længere er en sammenhængende suveræn stat. Landet er i høj grad blevet flået i stykker af regionale magters interessespil. Præsident Assads regime taber i øjeblikket landområder og er kommet under pres fra sunni-jihadisterne i Latakiya-provinsen, regimets sidste højborg foruden Damaskus. Og det er, selv om mange ikke ønsker at høre det, hovedårsagen til, at Rusland nu sender militært isenkram, soldater og rådgivere til Syrien. Rusland vil for enhver pris forhindre, at Assad falder, også selvom Vesten ønsker at tolke Ruslands manøvre som en mulighed for at bekæmpe Islamisk Stat og dermed få fælles interesser opfyldt.

Tanken om at gøre Assad til en del af løsningen er først og fremmest en vestlig erkendelse af, at man ikke er parat til at udfordre både Iran og Rusland, der har været de mest loyale over for egne interesser i hele krigsforløbet. Det er også en erkendelse af, at man er bange for at stå tilbage med et totalt kantoniseret Syrien uden hær, institutioner og ledelse. Det har man taget ved lære af krigene i Irak og Libyen, og derfor kan man overtales til at hive Assad med i en overgangsperiode.

Den ide matcher ikke den russisk-iranske læsning af landkortet, og hvis man havde et ønske om en fælles regional styrke til at stabilisere Syrien, står Rusland og Iran også i vejen på den front. Iran ønsker alle regionale magter, med undtagelse af sig selv, smidt ud af Syrien. Irans logik er, at Syriens regime er nødt til at bevares som et Iran-venligt regime. Saudi-Arabien tænker anderledes. Det samme gør Tyrkiet, Jordan og golflandene. Iran og disse magter fører stedfortræder-krige mod hinanden uden for Syrien, og tanken om, at de skal kunne stabilisere Syrien sammen, er måske mere forståelig, end at vestlige soldater skal gøre det, men den er ikke mere sandsynlig. Iran, Tyrkiet og de arabiske lande vil se hinanden som besættelsesmagter, og deres mål med Syriens fremtid vil være modstridende fra første dag.

Syrien er de seneste fire år blevet splittet i kantoner – eller mini-stater. En kurdisk, en islamistisk sunni-muslimsk, og en tredje for alevitter, kristne og drusere. Ingen af de tre grupperinger ønsker at give afkald på den selvbestemmelse, de har opnået via krigen. Ingen af dem, foruden det nuværende regime, vil underkaste sig iransk indflydelse igen.

I nabolandet Irak har en lignende udvikling fundet sted siden invasionen i 2003, hvor man brugte landtropper. Det var en effektiv måde at vælte fjenden, men siden er Iran langsomt blevet herre over de shia-muslimske områder. Kurderne holder sig for sig selv i de nordlige områder, og de sunni-muslimske områder er under Islamisk Stats kontrol. I stedet for at tale om landtropper er tendensen i efterretningskredse på nuværende tidspunkt at vænne sig til tanken om, at hverken Irak eller Syrien kommer til at fungere som suveræne stater igen.