En jødisk synagoge er blevet ramt i en eksplosion i byen Liège i det østlige Belgien.
Det oplyser politiet i byen i en udtalelse, skriver nyhedsbureauet AFP.
Der er ingen meldinger om personskader, men materielle skader.
Eksplosionen skete omkring klokken 04 natten til mandag, og den resulterede i knuste vinduer på bygninger på den anden side af gaden.
Politiet efterforsker sagen.
Willy Demeyer, der er borgmester i Liège, kalder ifølge flere lokale medier herunder RTBF eksplosionen for en antisemitisk handling.
- Dette er helt bevidst og målrettet. Vi fordømmer denne antisemitiske handling på det kraftigste, siger borgmesteren, skriver AFP.
Demeyer understreger samtidig, at han "ikke kan tillade, at udenlandske konflikter importeres" til byen.
Også Belgiens indenrigsminister, Bernard Quintin, kalder i et opslag på X eksplosionen for en "antisemitisk handling direkte målrettet det jødiske samfund i Belgien".
/ritzau/