Syge er gidsler i Ukraine-krig: »Mange sover med overtøj på om natten«

Sygehuse i det østlige Ukraine mangler alt fra medicin og operationsudstyr til brænde i kakkelovnen. Den ukrainske regering har kappet forbindelsen, og de separatistiske magthavere er mere optagede af at føre krig end af at passe syge.

Krigen i Ukraine har ændret alt for de 300 patienter på det psykiatriske hospital i Donetsk. Lægerne mangler desperat medicin og er ved at løbe tør selv for brænde til kakkelovnen. »De indlagte bliver meget skræmte, når der er angreb. Nogle skriger ved lyden. Andre græder,« fortæller sygeplejersken Valentina Volosjina. Foto: Vadim Braydov Fold sammen
Læs mere

DONETSK: Døren går i, og der bliver sort. Kun en tynd stribe dagslys falder ind mellem to af de træplader, der er hamret for vinduerne. Øjnene vænner sig langsomt til mørket.

Så tænder overlægen sin lommelygte. Den har Jevgenij Jevtusjenko altid i brystlommen på sin kittel. Man ved aldrig, hvornår han og de 300 patienter på det psykiatriske hospital må tage endnu en dag i mørke.

I dag er det sådan en mørkedag. Strømmen er gået igen, og det er småt med dagslys her på hospitalets tredjesal. De fleste af bygningens ruder blev knust under et mortér-angreb i sidste måned. Det var ingen penge til nye ruder, så personalet hamrede træplader for vinduerne for at holde den værste kulde ude.

»Kom ind i varmen,« siger overlægen og viser vej.

Vi følger lyskeglen. Jevgenij løfter et tykt tæppe, der hænger som et forhæng over en døråbning. En af de få hele ruder i hospitalet fylder rummet med et gråt eftermiddagslys.

Omkring en brændeovn sidder fem patienter i overtøj. I alt 30 er indlagt på afdelingen for særligt alvorlige sindslidelser. Stuen er samtidig den eneste på etagen, hvor man kan opholde sig i længere tid uden at have en hue trukket godt ned over ørerne.

»Mange sover med overtøj på om natten,« fortæller Valentina Volosjina, der er sygeplejerske på afdelingen.

I femten år har hun arbejdet på det, der var et relativt moderne hospital med syv etager og over 250 ansatte. Nu er det en halvtom skal af en bygning. Der er hverken el eller rindende vand. Lægerne mangler desperat medicin, og de er ved at løbe tør for brænde til kakkelovnen.

»Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre uden brænde,« siger den 60-årige sygeplejerske.Det psykiatriske hospital og de 300 patienter har været afskåret fra resten af sundhedssystemet i fem måneder. For hospitalet ligger i Donetsk, de pro-russiske oprøreres højborg. I september standsede den ukrainske regering alle pengeoverførsler til området. Siden har hospitalet ikke modtaget medicin eller personalet så meget som én månedsløn fra sundhedsvæsnet.

»Jeg kan give et eksempel: Vores patienter med epilepsi får ikke deres medicin. Det betyder, at de får et anfald om dagen i stedet for et anfald om ugen,« forklarer overlægen, stadig med lommelygten i hånden.

Hospitalet ligger blot nogle kilometer fra byens sønderskudte lufthavn – et centrum for kampene mellem regeringstropper og oprørsstyrker. Tre gange er det psykiatriske hospital blevet ramt af granater. Dagen inden vores besøg er en 42-årig sygeplejerske omkommet, da en granat faldt ned midt i et boligkvarter i den oprørskontrollerede by. I dag samler det resterende personale ind til at betale for en begravelse.

De sårbare patienter er dybt påvirkede.

»Vores indlagte bliver meget skræmte, når der er angreb. Nogle skriger ved lyden. Andre græder. De kan ikke falde ned bagefter. Det tager meget lang tid at berolige dem,« fortæller Valentina Volosjina.

Regeringen har standset al støtte

Krig er andet end sårede, døde og udbombede huse. Når en konflikt har varet længe nok begynder også det moderne samfunds basale byggeblokke at slå revner. Også selv om man forsøger at holde afstand til de hadefulde kampråb. Overlægen på det psykiatriske hospital har sat et lille oprørsflag mellem bøgerne i reolen på sit kontor. Men krigens politik vil han ikke snakke om.

»Jeg vågner ikke op om morgenen og tænker: Jeg er ukrainer. Jeg er russer. Jeg er DNR (den separatistiske Donetsk-Folkerepublik, red. ). Jeg er et menneske, der har en profession. Derfor passer jeg mit arbejde,« siger Jevgenij Jevtusjenko.

Men krigen kender ikke forskel. Hospitalet i udkanten af byen er udsultet og på randen af en nedlukning. Hverken læger eller sygeplejersker har fået løn i fem måneder. Alligevel går mange på arbejde. En lignende situation hersker på op mod 40 andre hospitaler i de oprørskontrollerede områder.

Lokale og internationale hjælpeorganisationer advarer om en voksende humanitær krise, der koster liv, selv når der ikke skydes med mortérgranater.

»Situationen er kritisk på mange sygehuse,« konstaterer Andrea Ciocca, projektleder i Donetsk hos nødhjælpsorganisationen Læger uden Grænser.

Hospitalerne mangler alt fra operationsudstyr og smertestillende medicin til bedøvelse, vacciner, HIV-medicin, behandling af tuberkulose, kræft og livsvigtig insulin til sukkersygepatienter.

»Regeringen har afbrudt al støtte til hospitalerne de seneste måneder. De er helt afhængige af nødhjælp,« fortæller Andrea Ciocca.Hospitalerne er fanget i en konflikt, der kun er blevet endnu mere uforsonlig under de seneste ugers fornyede kampe. De pro-russiske oprørere erklærede sig sidste år som selvstændige stater. De har med militærmagt erobret store områder i det østlige Ukraine. De anerkender ikke den ukrainske regering.

Efter store militære tab sidste sommer besluttede det kriseramte Ukraine at standse alle pengestrømme til de oprørskontrollerede områder. Civile, der bliver boende i området, kan ikke længere modtage pension. Offentligt ansatte – lærere, vejarbejdere, læger, politifolk – har ikke fået løn siden september.

Det har ramt hundredetusinder af civile, der fortsat bor i de oprørskontrollerede områder. Mange er ældre, der ikke kan eller vil forlade deres hjem. To internationale nødhjælpsorganisationer oplyser til Berlingske, at ukrainske kontrolposter har hindret leverancer af livsvigtig medicin som insulin til de oprørskontrollerede byer.

»Det er en stor fejl af Ukraine. Først blev nødhjælpsorganisationerne forfulgt af oprørerne. Nu bliver deres arbejde hindret af den ukrainske regering,« fortæller en nødhjælpsarbejder, der ikke ønsker at stå frem med navn af frygt for at skade forholdet til myndighederne.

Den ukrainske sundhedsministerium skriver i et svar til Berlingske, at oprørsgrupperne ifølge »loven om selvstyre« fra sidste år selv har ansvaret for at sørge for sundhedssystemet. Eller sagt med andre ord: Pro-russiske oprørere har smidt den ukrainske stat på porten, og nu må de sejle deres egen sø.

»ingen har rigtigt brug for os«

Men virkeligheden er, at de pro-russiske oprørere fører krig. De finansierer ikke hospitaler. På sygehuset i den krigsarrede by Sjakhtorsk en times kørsel fra Donetsk modtog lægerne den sidste portion insulin i oktober. Alene her i den lille by afhænger 410 patienters liv af nye leverancer. Der er tyve pakker tilbage, fortæller administrerende overlæge Andrej Korsjak:

»Det vil sige, at jeg mangler insulin til 390 patienter den kommende måned.«

Hospitalet mangler også operationsudstyr, udstyr til blodtransfusion og bedøvelse, og mange slags medicin. I sidste uge døde en ældre patient, fordi hospitalet ikke kunne give ham en blodtransfusion.

Hospitalet har de seneste måneder fået mindre forsyninger fra hjælpeorganisationer. Men langtfra nok. Og selv leverancer fra Rusland møder problemer, fordi mange typer medicin standses i den russiske told.

»Det virker, som om ingen rigtig har brug for os,« siger Andrej Korsjak.