Sydkoreas parlament afviser ved en afstemning, at der skal føres en rigsretssag mod præsident Yoon Suk-yeol.
Det oplyser parlamentets formand ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det var på forhånd ventet, at forslaget om en rigsretssag ville blive afvist.
Det skyldes, at der ikke var udsigt til, at oppositionen kunne samle det fornødne to tredjedeles flertal ved afstemningen.
Det var den sydkoreanske opposition, der ville have rejst en rigsretssag.
Forud for afstemningen lørdag formiddag dansk tid forlod næsten alle medlemmer af regeringspartiet PPP parlamentssalen.
Kun ét medlem blev tilbage.
Det oplyses, at der ved afstemningen er afgivet 195 stemmer, men det vides ikke, hvor mange der var for eller imod.
For at forslaget om rigsretssagen skulle blive vedtaget ville det kræve, at to tredjedele af parlamentets 300 medlemmer stemte for.
Oppositionen sidder på 192 af pladserne, og otte medlemmer fra regeringspartiet ville derfor være nødsaget til også at stemme for, hvis forslaget skulle gå igennem.
Regeringspartiets udvandring resulterede i, at afstemningen blev erklæret ugyldig af parlamentets formand, Woo Won-shik.
Det Demokratiske parti fra oppositionen har udtalt, at man ikke kommer til at opgive forsøget på at få præsidenten for en rigsret.
Partiet har oplyst, at man den 11. december vil fremsætte endnu et forslag om en afstemning, der skal finde sted den 14. december.
Præsident Yoon suk-yeols eget parti, PPP, har derimod sagt, at man vil finde en "mere ordentlig og ansvarsfuld" måde at løse krisen på, skriver Reuters.
Yoon overraskede landet tirsdag aften med udmeldingen om militær undtagelsestilstand.
Ifølge præsidenten skyldtes det pro-nordkoreanske kræfter, der kæmpede imod hans og Sydkoreas interesser inden for landets grænser, lød det.
Præsidenten kom ikke med en nærmere beskrivelsen af truslen.
Som led i undtagelsestilstanden blev politiske aktiviteter bandlyst. Sydkoreas hær blev sendt til parlamentet i hovedstaden, Seoul.
Her brugte parlamentets medlemmer brandslukkere til at holde soldaterne ude.
Parlamentet vedtog i en afstemning natten til onsdag, at undtagelsestilstanden skulle ophæves.
Det efterkom præsidenten tidligt onsdag morgen.
Det er første gang siden 1980, at der er blevet erklæret militær undtagelsestilstand i Sydkorea.
/ritzau/
