Sydkoreas præsident »har forrådt folket«

Park Geun-hye blev fredag den første folkevalgte præsident i Sydkoreas historie, der bliver afsat. Hendes efterfølger får til opgave at genoprette befolkningens tillid til det politiske system.

Demonstranter har smidt en papfigur af den sydkoreanske præsident, Park Geun-hye, bag tremmer efter afgørelsen om, at hun skal retsforfølges. Fold sammen
Læs mere
Foto: JUNG YEON-JE

Borgerne i Sydkorea har i månedsvis været vidne til en politisk skandale, der er eskaleret til historiske dimensioner. En skandale, hvor landets præsident har været rodet ind i en bizar sag om korruption, magtmisbrug og kultdyrkelse.

Folkets dom har været kendt længe. Den er kommet til udtryk ved massive protester og rekordlav opbakning til præsidenten, Park Geun-hye. Fredag fulgte den sydkoreanske forfatningsdomstol trop og fratog hende titlen. Det er aldrig før sket i Sydkoreas historie, at en folkevalgt præsident på den måde bliver afsat.

Titlen var det sidste, Park Geun-hye havde tilbage, efter det sydkoreanske parlament i december stemte for at stille hende for en rigsretssag. Dermed har hun ikke længere diplomatisk immunitet og kan retsforfølges i den strafferetssag, hvor en af hendes gode veninder allerede sidder fængslet.

Vennen står anklaget for at udnytte sine relationer til præsidenten til at afpresse enorme summer fra store virksomheder. Samtidig er det kommet frem, at hun har haft adgang til dybt fortrolige regeringsdokumenter og fungeret som en slags hemmelig rådgiver for Park Geun-hye uden at være ansat. Park Geun-hye har undskyldt adskillige gange og benægtet, at hun skulle have beriget sig selv.

Klokken 11 om formiddagen lokal tid læste forfatningsdomstolens formand dommen op.

»Vi fjerner Park Geun-hye fra embedet. Hendes handlinger har forrådt folket,« udtalte han.

Demokratiet har vundet

Foran domstolen førte det til udbrud af både glæde og fortvivlelse. En stor gruppe af fremmødte anti-Park demonstranter jublede og råbte, at demokratiet havde vundet. Op til dommen viste meningsmålinger, at 77 procent af sydkoreanerne håbede på, at præsidenten ville blive afsat.

Men Park Geun-hye har også sine støtter. De var ligeledes repræsenteret foran retsbygningen. En gruppe på omkring 100 personer forsøgte efter dommen blev offentliggjort at bryde igennem politiets rækker. Mindst to menes at være omkommet i forbindelse med protesterne.

Sydkoreas forfatning dikterer, at der inden for 60 dage skal afholdes et præsidentvalg, hvor det afgøres, hvem der skal afløse den nu forhenværende præsident Park.

Det er tvivlsomt, at den konservative fløj kan nå at komme sig på så kort tid. Mere sandsynligt er det derfor, at det politiske pendul vil svinge mod venstre. Den mest oplagte kandidat er oppositionspolitikeren Moon Jae-in, der tabte til Park Geun-hye ved det seneste præsidentvalg i 2012.

Uanset hvem der om få uger overtager det sydkoreanske præsidentembede, står vedkommende over for en gigantisk opgave. Korruptionsskandaler ikke er noget nyt fænomen i Sydkorea, men den verserende sag har været på en anden skala og skabt stor splittelse og mistro i befolkningen.

At genoprette tilliden til embedet og den politiske ledelse bliver langt fra lige til.

Lasse Karner er Berlingskes korrespondent i Kina