Sydkoreansk TV-station undskylder afsløring

De kinesiske OL-arrangører og IOC er vrede på den sydkoreanske TV-station SBS, der har vist et indslag fra OL-åbningsceremonien, hvis indhold har været hemmeligt i tre år. Direktøren går nu bodsgang.

Taiwanere dansere forlader det nationalstadionet i Beijing. Fold sammen
Læs mere
Foto: Teh Eng Koon / AFP

BEIJING: »Syge, dumme sydkoreanere. Hvad bilder i Jer ind at sende prøverne på åbningsceremonien i fjernsynet?,«­ lyder en kommentar på en blog på hjemme­siden Sina.com.

Det har skabt en mindre diplomatisk strid mellem Kina og Sydkorea, at et TV-hold fra det sydkoreanske SBS filmede en del af prøverne til den olympiske åbningsceremoni på Beijings Nationale Stadion. Indslaget på et minut blev bragt i sydkoreansk TV og lagt på nettet og viste billeder af et stort tæppelignende kunstværk, en gruppe børn med det kinesiske flag og tusinder af optrædende, der slår på trommer under blinkende laserlys på det Nationale Stadion – bedre kendt som »Fuglereden«. ­

TV-billederne har fået både den Internationale Olympiske Komité og BOCOG, Beijing Organizing Olympic Committee, til at lange ud efter den sydkoreanske TV-station.

Åbningsceremonien har ellers været en af de bedst bevarede hemmeligheder ved OL i Beijing. Som det også har været ved tidligere OL i for eksempel Athen og Sydney. I alt har kineserne arbejdet med ceremonien i omkring tre år, og den er instrueret af filminstruktøren Zhang Yimou, der blandt andet står bag filmen »Tiger på spring, drage i skjul«.

Der er 10.000 deltagere i ceremonien, som alle har underskrevet en erklæring om, at de ikke vil røbe noget fra prøverne. Blandt kineserne har der været mange spekulationer om, hvad der ville komme til at ske under ceremonien. Man har stort set kun vidst tre ting. At ceremonien vil have noget at gøre med den kinesiske historie. At der vil være fyrværkeri. Og at der vil være en hyldest til ofrene for jordskælvet i Sichuan den 12. maj i år.

Mere i vente
Sådan var det i hvert fald, indtil sydkoreanske SBS viste indslaget i TV. Journalister og fotografer har ellers udtrykkeligt fået at vide, at de ikke må filme eller tage billeder af prøverne, siger Sun Weide, der er talsmand for BOCOG.

»Vi er meget skuffede over, at de gjorde det, men indslaget giver ikke det fulde billede af, hvad der kommer til at ske under åbningsceremonien,« siger Sun Weide.

Kevein Gosper, der er pressechef for den Internationale Olympiske Komite (IOC), er utilfreds med sydkoreanerne:­ »Jeg finder det meget skuffende, at nogen bryder aftalen om ikke at afsløre detaljer fra åbningsceremonien, som ud over det rent sportslige er noget af det mest spændende ved et OL,« siger han til Reuters.­

I går fortalte Sun Weide, at sydkoreanske SBS ville sende en delegation til Beijing, hvor de ville have et brev med fra præsidenten for SBS, som undskylder for indslaget.­ Det får ingen konsekvenser for SBS, der stadig har lov til at sende fra legene.