Sydkoreanere lægger sig under kniven for pengenes skyld: Er du smuk, bliver du rig

Hver femte sydkoreanske kvinde har fået foretaget kosmetiske indgreb. Hovedårsagen til den store efterspørgsel er ikke, at asiaterne vil ligne deres vestlige idoler . Nej, der er penge i at være smuk.

Det betaler sig at leve op til skønhedsidealet i Sydkorea. Og alene i Gangnam-kvarteret i hovedstaden, Seoul, tilbyder op mod 500 klinikker, at rette op på et uønsket udseende. Arkivfoto: Jung Yeon-je / AFP Photo Fold sammen
Læs mere

Gangnam-kvarteret i Sydkoreas pulserende hovedstad, Seoul, er et af de mest luksuriøse og fashionable kvarterer i byen. Det er her, du ser de mest nypolerede sportsvogne og her, du finder den dyreste champagne. Men det er også her, du formentlig finder de fleste plastikkirurgiske klinikker samlet på ét sted i hele verden.

Omkring 500 klinikker menes der at være i området, og det passer meget godt, når man går ned af de store boulevarder, hvor cirka hver anden glitrende butiksfacade reklamerer for større øjne, strammere hud eller en mere markeret kæbe.

Her i Gangnam er det ikke unormalt at se kvinder og mænd i alle aldre spankulere ind og ud af klinikkerne med bandager om hovedet efter et ansigtsløft eller med forbinding på næsen efter et andet indgreb.

I en af verdens førende kosmetiske klinikker, JK, sidder to unge veninder og udfylder en standardformular, inden de skal ind til deres første konsultation.

Soobin på 21 år, overvejer at få lavet en kæbeoperation, så hendes ansigt bliver mere markeret, og 21-årige Hyunji vil tale med kirurgen om en øjenlågsoperation, så hendes øjne kommer til at virker større.

»Livet er meget lettere i Sydkorea, hvis du lever op til det objektive skønhedsideal. Folk ser anderledes på dig her, når du er smuk, og jeg kan mærke i min hverdag, at mit liv er sværere, end de klassiske skønheders er. Både når det kommer til jobsamtaler, lønstigninger og general succes i livet og kærligheden,« siger Soobin, imens de venter på at komme ind at tale med kirurgen.

Dit udseende definerer din klasse

Seoul bliver ofte omtalt som plastikkirurgiens hovedstad. I Sydkorea har hver femte kvinde fået foretaget kirurgiske indgreb. Til sammenligning gælder det kun for fem procent af kvinder i USA. Det viser tal fra International Society of Aesthetic Plastic Surgeons, ISAPS, der er blevet citeret af adskillige internationale medier.

Det har længe været kendt, at en af de væsentligste grunde til den enorme efterspørgsel på plastikkirurgiske indgreb i Asiens og i særdeleshed Sydkorea er, at asiatiske kvinder har et vestligt skønhedsideal og derfor bliver opereret, så de ser mindre asiatiske ud.

Men i dag er den mest fremtrædende grund ifølge Byung-Ho Chung, der er professor i kulturel antropologi ved Hanyang Universitet i Seoul, en helt anden:

»Sydkorea og Seoul er stormet økonomisk frem de seneste år og er et de lande i Asien med den hurtigst voksende økonomi. Det har skabt et voldsomt konkurrencepræget samfund. I Sydkorea defineres din klasse nu i høj grad af dit udseende. Det er et enormt nemt og målbart værktøj at bruge, når vi skal vurdere en persons værd og succes – om du er smuk eller ej,« forklarer Chung og fortsætter:

»Vi har flere undersøgelser, som viser, at smukke mennesker i Sydkorea er rigere og mere succesfulde end de mindre smukke. De klarer sig bedre til jobsamtaler, de får større lønstigninger og stiger hurtigere i graderne. Derfor ser mange sydkoreanere operationerne som en investering i deres liv. Det handler ikke længere bare om at ville ligne vestlige superstjerner,« fortæller han.

Er alt ikke smukt er du ikke smuk

Lidt længere nede af gaden ligger Flat Iron klinikken. Kin Seung Jun har været plastikkirurg i 15 år og har oplevet, hvordan efterspørgslen bliver ved med at stige, og hvordan kvinderenes begrundelser for at ønske operationerne har ændret sig:

»For nogle år siden, var det moderne at se vestlig ud. Nu får vi kun forespørgsler på at se yngre og smukkere ud – men stadig koreansk. Symbolet på rigdom og succes i Sydkorea er blevet skønhed og ungdom. Så det er klart den væsentligste grund til, at de fleste både kvinder og mænd besøger os: at de vil kunne følge med i det konstant voksende konkurrencesamfund,« forklarer Jun og fortsætter:

»I Vesten ser man også skønhed som charme og personlighed, og man kigger på hele personen for at vurdere, om det er en smuk person. I Sydkorea kigger man på hver enkelt del af personen og vurderer, om øjnene er smukke, om næsen er, osv. Hvis alt ikke er smukt, er du ikke smuk. For eksempel ville Meryl Streep aldrig være blevet en stjerne i Sydkorea – hun er slet ikke tilstrækkelig klassisk smuk her.«

Vejen til et bedre liv

Tilbage på JK klinikken sidder de to unge kvinder stadig og venter på at komme ind for at høre om detaljerne, så de kan beslutte sig for, om de vil lave en kosmetisk investering i deres liv.

»Det har intet at gøre med race for mig,« understreger Hyunji og uddyber:

»Jeg kan godt lide at se asiatisk ud, men jeg vil gerne have større asiatiske øjne, fordi store øjne er kulturelt accepteret som smukkere – og smukkere mennesker har bare et bedre liv her i Seoul.«

Plastikkirurgerne her er travle mænd og kvinder. Og der er for det meste lang ventetid på konsultationer på de fleste af de omkring 500 klinikker i Gangnam-kvarteret.

Men efter en halvt times tid bliver Soobin og Hyunji endelig vinket ind til deres konsultation med kirurgen og går spændte og nervøse mod døren. De har hver masser af spørgsmål, inden de kan gå i tænkeboks og beslutte sig for, om de vil hive Sydkoreas imponerende tal for plastikkirurgiske indgreb yderligere op.

Maria Arcel er Berlingskes korrespondent i Asien