Sydkorea opnår kontakt til et af gidslerne i Afghanistan

Over to uger efter at en gruppe sydkoreanere blev bortført af Taliban i Afghanistan, meddeler Sydkorea, at et af gidslerne har fået lov til at tale i telefon.

For første gang siden en gruppe sydkoreanere blev bortført af Taliban i Afghanistan for over to uger siden, er Sydkorea kommet i kontakt med et af gidslerne.

Det meddelte en embedsmand i Seoul mandag. Trods kontakten synes der dog fortsat ikke udsigt til en snarlig løsning på gidselkrisen.

- Der blev ført en telefonsamtale med et af gidslerne lørdag aften, sagde embedsmanden, der ikke ville have sit navn frem.

Den islamistiske Talibanmilits har dræbt to af sydkoreanerne, som var udsendt af en kristen kirke for at udføre hjælpearbejde.

Taliban har truet med at dræbe de 21 resterende gidsler, hvis ikke regeringen i Kabul løslader en række Taliban-fanger.

Gidselkrisen ventes mandag også at overskygge dagsordenen ved den afghanske præsident Hamid Karzais besøg hos USA's præsident, George W. Bush.

/ritzau/