Sydkorea: Nordkorea har igen affyret missiler over havet

Nordkorea har ifølge sydkoreansk militær prøveaffyret to kortrækkende ballistiske missiler natten til lørdag.

Nordkorea har de seneste uger flere gange gennemført prøveaffyringer af missiler. Her er et foto af en prøveaffryring 6. august, som det nordkoreanske nyhedsbureau KCNA har offentliggjort 7. august. Kcna Via Kns/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Nordkorea har sent fredag aften dansk tid affyret to projektiler ud over Det Japanske Hav fra den nordkoreanske østkyst.

Det rapporterer det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap, der citerer kilder i Sydkoreas militær. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge Sydkoreas militær er der tale om to kortrækkende ballistiske missiler.

Hvis meldingen holder stik, vil det være femte gang inden for få uger, at nordkoreanerne tester missiler.

Projektilerne skal være affyret fra byen Hamhung i Nordkorea.

»Militæret overvåger situationen i tilfælde af yderligere prøveaffyringer,« lyder det fra Sydkoreas militær ifølge Yonhap.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har tidligere sagt, at de seneste prøveaffyringer er et svar på militærøvelser, som USA og Sydkorea i denne uge har indledt.

Han har kaldt prøveaffyringerne for »passende advarsel« til USA og Sydkorea.

Meldingen om de nye prøveaffyringer af missiler kommer, kort efter at USA's præsident, Donald Trump, har modtaget et »meget smukt brev« fra Kim Jong-un.

»Han (Kim Jong-un, red.) er ikke glad for militærøvelserne,« sagde Trump.

»Som I ved, har jeg heller aldrig kunne lide det. Jeg har aldrig været fan.«

Mindst et af de missiler, der er blevet affyret sent fredag aften, er den samme type kortrækkende missil, som Nordkorea har testet de seneste uger.

Det oplyser en amerikansk embedsmand under betingelse af anonymitet til nyhedsbureauet Reuters.

Donald Trump har endnu ikke kommenteret den seneste prøveaffyring.

Men præsidenten har fredag bagatelliseret Nordkoreas seneste prøveaffyringer.

»Jeg siger det igen: Nordkorea har ikke gennemført atomtests. Prøveaffyringerne har alle været af kortrækkende missiler. Ingen ballistiske missiler. Ingen langtrækkende missiler.«

Flere FN-resolutioner forbyder Nordkorea at gennemføre prøveaffyringer af ballistiske missiler.

/ritzau/