Sydkorea melder om ballistisk missil affyret fra Nordkorea
Nordkorea har affyret et missil over Det Japanske Hav, lyder det natten til lørdag fra militæret i Sydkorea.
Nordkorea har affyret et missil over Det Japanske Hav, lyder det natten til lørdag fra militæret i Sydkorea.
Nordkorea har affyret mindst et ballistisk missil fra et område nær byen Wonsan i den sydøstlige del af landet lørdag lokal tid.
Det meddeler stabscheferne for de væbnede styrker i Sydkorea ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Vores militær registrerede et ballistisk missil, der blev affyret fra Wonsan-området i Nordkorea mod Østhavet (Det Japanske Hav, red.), skriver stabscheferne.
Missilaffyringen finder sted, efter at tre sydkoreanske soldater den 21. september blev alvorligt såret som følge af en eksplosion i den demilitariserede zone (DMZ).
DMZ er et fire kilometer bredt og stærkt mineret område, der adskiller Nordkorea og Sydkorea.
Sydkorea har hævdet, at det var en nordkoreansk mine, der forårsagede eksplosionen, som skete på den sydkoreanske side af grænsen.
Tidligere på ugen bad Sydkoreas militær Nordkorea om en undskyldning.
Nordkorea har afvist at stå bag eksplosionen. Fredag afviste Kim Yo-jong, der er søster til Nordkoreas leder Kim Jong-un, i en udtalelse, at der vil komme en undskyldning.
RITZAU