Sydkorea låst i gidseldrama

Sydkorea presser på for at få afsluttet gidseldramaet, men Taliban står fast på krav.

Sydkorea har svært ved at opfylde Talibans krav om, at de afghanske myndigheder skal løslade en række talibanoprørere, før militsen vil frigive 21 sydkoreanske gidsler.

USA ville fredag, ifølge den amerikanske viceudenrigsminister for Syd- og Centralasien, Richard Boucher, ikke udelukke et forsøg på at befri de sydkoreanske gidsler ved en militær aktion.

Ifølge en talsmand fra den sydkoreanske regering, Chen Ho-Seon, er den sydkoreanske regering tæt på direkte forhandlinger med de militante afghanske gidseltagere.

- Men den koreanske regering står ikke i en position, hvor det kan garantere at kunne leve op til Talibans krav om, at oprørere kan løslades til gengæld for de sydkoreanske gidsler, sagde Chen Ho-Seon.

De afghanske gidseltagere, der bortførte 23 kristne sydkoreanske nødhjælpsarbejdere, hovedsageligt kvinder, har dræbt to gidsler.

/ritzau/