Sydafrika har valgt Ramaphosa som ny præsident

Sydafrikas parlament har torsdag eftermiddag valgt Cyril Ramaphosa som landets nye præsident.

Sydafrikas parlament har torsdag eftermiddag valgt Cyril Ramaphosa som landets nye præsident. Fold sammen
Læs mere

Sydafrikas parlament har torsdag eftermiddag valgt Cyril Ramaphosa som landets nye præsident.

Kort efter blev ANC-partilederen også formelt taget i ed som præsident.

Det skete under applaus i præsidentens kontor i Cape Town, som den skandaleramte forgænger, Jacob Zuma, havde forladt mindre end et døgn forinden.

- Jeg vil forsøge ikke at skuffe Sydafrikas folk, sagde han.

Ramaphosa tilføjede, at han vil sætte ind mod den omfattende korruption i landet.

Det var netop de talrige anklager om korruption, der havde fældet Zuma aftenen inden.

Den nye præsident lover også, at han snarest vil indkalde til et møde med alle partiledere, "så vi kan finde ud af, hvordan vi kan arbejde sammen", skriver nyhedsbureauet AP.

Da parlamentet skulle stemme om at gøre Ramaphosa til landets nye præsident, forlod medlemmerne af oppositionspartiet EFF parlamentet i protest mod valget af ham.

Sydafrikas ledende højesteretsdommer oplæste en afskedsbegæring fra Jacob Zuma højt for forsamlingen inden afstemningen.

Zuma meddelte onsdag aften, at han gik af. Det skete efter massivt pres som følge af korruptionsanklager og udbredt mistillid til hans styre.

- Jeg har tjent befolkningen i Sydafrika efter bedste evne, sagde den 75-årige leder, som først havde forsøgt at blive på sin post.

En mistillidsafstemning vendt mod Zuma var planlagt i parlamentet torsdag, men den blev aflyst, efter at præsidenten selv erklærede, at han gik af.

Parlamentet valgte Cyril Ramaphosa som ny præsident torsdag, sagde Jackson Mthembu fra ledelsen i det regerende parti, ANC, tidligere på dagen.

Det var ANC, som Jacob Zuma indtil december var leder af, der havde krævet hans afgang på grund af de mange korruptionsanklager.

/ritzau/Reuters