Opdateret

Sveriges regering vil sænke moms på fødevarer

Regeringen i Sverige vil have reduceret priserne i supermarkeder ved hjælp af lavere moms på fødevarer.

Den svenske regering vil sænke momsen på fødevarer. Ifølge den svenske statsminister Ulf Kristersson vil det indebære, at de svenske forbrugere vil få råd til mere i supermarkedet. (Arkivfoto). Kin Cheung/Reuters

Den svenske regering og partiet Sverigedemokraterna vil sænke momsen på fødevarer fra 12 til 6 procent fra april 2026.

Det sagde den svenske statsminister Ulf Kristersson på et pressemøde torsdag ifølge nyhedsbureauet TT.

- Vi kommer til at sørge for, at der kommer flere penge i tegnebogen, lød det fra Ulf Kristersson.

Samtidig skal en kommission for fødevarepriser holde øje med, at den lavere moms rent faktisk fører til billigere fødevarer.

Kommissionen skal ledes af den svenske forbrugerstyrelse.

Ifølge Sveriges energiminister Ebba Busch er det hensigten, at den lavere moms skal kunne ses på priserne i supermarkederne, og at det ikke er meningen, at det skal føre til øget profit for madgiganterne.

Foreløbig skal den lavere moms på fødevarer gælde til og med december 2027.

Det er forventningen, at forslaget vil koste 16 milliarder svenske kroner - eller knap 11 milliarder danske kroner - i 2026 og 21 milliarder kroner i 2027.

Forslaget kommer op til, at den svenske finanslov præsenteres senere i september.

I forvejen har der ifølge TT været flere forslag fra de svenske oppositionspartier, der har haft til formål at sænke madpriserne.

Nooshi Dadgostar, der er partileder i det svenske parti Vänsterpartiet, siger, at forslaget fra regeringen vil være et tilskud til den svenske supermarkedskæde ICA, hvis ikke der følger "omfattende priskontrol" med.

Lavere moms på fødevarer er blevet indført i flere europæiske lande.

Også i Danmark er lavere moms på fødevarer flere gange blevet foreslået.

Så sent som i august foreslog fagforeningen 3F, at man sænkede den danske fødevaremoms fra 25 til 20 procent.

Her sagde skatteminister Rasmus Stoklund (S) dog til Jyllands-Posten, at en lavere moms vil tage lang tid at implementere.

Det skyldes blandt andet, at der skal udskiftes it-systemer, og at nogle af dem er meget gamle, lød det.

/ritzau/