Den svenske regering vil sammen med Sverigedemokraterna sænke den kriminelle lavalder fra 15 til 13 år for visse alvorlige forbrydelser.
Det skriver lederne fra de tre regeringspartier og Sverigedemokraterna onsdag i et debatindlæg i avisen Expressen.
Debatindlægget er underskrevet af statsminister Ulf Kristersson, Ebba Busch, Simona Mohamsson og leder af Sverigedemokraterna, Jimmie Åkesson.
- For det første er chancen større for, at et barn bryder med en kriminel livsstil, jo tidligere de rette tiltag sættes ind.
- Ved at sænke den kriminelle lavalder åbner vi hele politiets og kriminalforsorgens værktøjskasse på et tidligere tidspunkt, skriver de fire partiledere.
De foreslår, at den kriminelle lavalder i første omgang sænkes for en periode på fem år.
Den kriminelle lavalder på 13 år skal gælde for alvorlige forbrydelser som mord og grove bombeattentater, lyder forslaget.
- I den alvorlige situation, vi befinder os i, er vi nødt til at afprøve nye tiltag. Én ting er sikkert: Hvis vi gør, som vi altid har gjort, vil det gå, som det altid har gjort, skriver de.
Partilederne betegner den organiserede kriminalitet som et af de største samfundsproblemer i Sverige. De børn, der rekrutteres til at begå kriminalitet, bliver yngre og yngre, skriver de.
Den svenske regering har i forvejen taget flere initiativer for at mindske den organiserede kriminalitet. Alligevel skal der gøres mere.
- Siden 2022 er antallet af skyderier samlet set faldet i Sverige. Indtil videre i år er de mere end halveret sammenlignet med rekordåret 2022.
- Men vi har stadig et voldsniveau, som intet anstændigt samfund kan acceptere. Og den grove kriminalitet kryber længere ned i alderen, skriver partilederne.
/ritzau/