Sveriges højeste punkt er ved at smelte væk

Svenskerne skal skrive rekordbøgerne om, hvis den nuværende tendens holder. Sydtoppen på Kebnekaise smelter.

Foto: Solum, Stian Lysberg.
Læs mere
Fold sammen

Den svenske sommer har allerede skrevet sig ind i flere rekordbøger som den varmeste i lang tid. Men den er muligvis også ved at ændre på, hvor Sveriges højeste punkt befinder sig.

Det skriver nyhedsbureauet TT.

Den sydlige top på bjerget Kebnekaise har siden 1880 været betragtet som Sveriges højeste punkt. Men noget tyder på, at det måske ikke længere er sandt.

Toppen, der er lavet af sne og is, er nemlig smeltet i den varme svenske sommer, og tirsdag morgen målte forskere fra Stockholms Universitet kun 20 centimeters forskel mellem den kolde sydtop og bjergets nordtop.

Ifølge Gunhild Ninis Rosqvist, der er chef for Tarfala forskningsstation og professor i geografi ved Stockholm Universitet, er der grund til at tro, at de to toppe nu er lige høje.

»Siden da er der gået yderligere to varme sommerdage. Og tidligere i juli er der smeltet 14 centimeter af sydtoppen per dag i snit. Jeg vil tro, at de to toppe nu er lige høje plus minus ti centimeter,« siger hun til nyhedsbureauet TT.

Da forskere målte i september for fem år siden, var sydtoppen 2,2 meter højere end nordtoppen. Målinger fra august sidste år viser, at sydtoppen på Kebnekaise er faldet med en halv meter det seneste år.

Fordi højden ændrer sig dag for dag, og fordi det kræver en helikopter at nå til toppen, måles den kun to-tre gange hver sommer.

/ritzau/