Det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna (SD) er i en ny meningsmåling for svensk tv (SVT) det næststørste parti i Sverige med 20,7 procent af stemmerne.
Hvis der var valg i dag, ville partiet være i stand til at danne regering sammen med det konservative Moderaterna og Kristdemokraterna.
SD hopper i målingen med 2,3 procentpoint til 20,7 procent. Partiet overgås kun af Socialdemokraterna, der står til 24,7 procent.
Den nuværende regering af Socialdemokraterna og Miljöpartiet har støtte fra to borgerlige partier og Vänsterpartiet.
Men årsagen til, at de i denne måling kommer i mindretal, er, at partiet Liberalerna kun opnår 3,6 procent i målingen. Dermed glider partiet under den spærregrænse på fire procent, der er gældende ved riksdagsvalg.
Moderaterna og Kristdemokraterna har tidligere signaleret, at de er klar til at samarbejde med SD.
/ritzau/