Sverigedemokraterna bliver største parti under flygtningekrisen

Hver fjerde svensker ville stemme på det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna, hvis der var valg i dag. Eksperter peger på, at det skyldes den europæiske flygtningekrise.

Foto: ANDERS WIKLUND / TT
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sverigedemokraterna er nu klart Sveriges største parti.

En meningsmåling offentliggjort onsdag aften, som er foretaget af Yougov for avisen Metro, viser, at 27,3 procent af vælgerne vil stemme på partiet, som ligger politisk tæt på Dansk Folkeparti.

Det indvandrerkritiske partis fremgang kan hænge sammen med den europæiske flygtningekrise, som lige nu fylder dagsordenen i de fleste europæiske lande.

»Det er et spørgsmål, som er uhørt dominerede nu. Og det er et tema, som styrker Sverigedemokraterne,« siger Søren Holmberg, som er professor i statskundskab ved Göteborg Universitet, til Metro.

YouGov har også bedt de adspurgte om at pege på, hvilke tre politiske spørgsmål der er vigtigst netop nu. Her peger 53 procent på, at flygtninge- og indvandrerspørgsmålet er det vigtigste spørgsmål, hvilket er en stigning på syv procentpoint, siden vælgerne fik stillet samme spørgsmål i august.

Ifølge meningsmålingen er Sverigedemokraterne siden august gået frem med 2,1 procentpoint og står dermed til 27,3 procent.

Samtidig går både Moderaterne og Socialdemokraterne tilbage og ender på henholdsvis 20 procent og 21,8 procent af stemmerne.

»Det viser, at når man taler meget om Sverigedemokraternes stærke spørgsmål, flygtninge og indvandring, så kan de drage fordel af det. Det er på trods af, at medierne også har givet den positive side af flygtningespørgsmålet opmærksomhed den seneste tid,« siger Søren Holmberg til Metro.

Sverigedemokraterne fik ved riksdagsvalget sidste år 12,9 procent af stemmerne.

Partiet står isoleret i Riksdagen, hvor ingen af de øvrige partier ønsker at samarbejde.