Sverige vil yde bistand til færre lande

Sverige reducerer antallet af lande, som får udviklingsbistand, og koncentrerer indsatsen på færre lande. Kina og Vietnam er strøget fra listen.

Sveriges regering halverer antallet af lande, som får svensk udviklingsbistand.

Antallet af lande reduceres fra i dag 70 til fremover 33. Blandt de lande, der fremover må klare sig uden svensk bistand er Kina og Vietnam.

Ifølge udviklingsminister Gunilla Carlsson repræsenterer reduktionen af antallet af lande ikke en nedskæring af udviklingsbistanden.

Sverige vil fremover fokusere på tre kategorier af modtagere. Den ene består af 12 lande i Afrika, Asien og Latinamerika, som Sverige ønsker et langsigtet udviklingssamarbejde med.

Den anden kategori er 12 lande og områder i Afrika, Asien, Mellemøsten og Latinamerika, som befinder sig i en konfliktsituation eller har gjort det.

Den tredje kategori er ni lande og områder i Østeuropa, hvor samarbejdet skal uddybes med henblik på at understøtte integrationen i EU.

/ritzau/