Sverige registrerer 31 coronadødsfald det seneste døgn

I alt er 3256 coronasmittede personer døde under det igangværende coronavirusudbrud i Sverige.

 
Coronavirus har ramt hele verden. Få et overblik her. Fold sammen
Læs mere

Sverige har det seneste døgn registreret 31 døde med coronavirus.

Det oplyser landets sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, mandag eftermiddag på sit daglige pressemøde.

Mandagens tal er markant lavere end tallene for hverdagene i sidste uge. Her svingede antallet mellem 85 og 135 daglige coronadødsfald.

I weekenden var tallet lavere, men her skal der regnes med et betydeligt efterslæb på grund af forsinkelser i rapporteringerne.

»Vores mission har været at få kurven til at flade ud, så sundhedsvæsenet kan håndtere situationen«, siger stedfortrædende statsepidemiolog Anders Wallensten fra Folkhälsomyndigheten ifølge avisen Aftonbladet.

»Indtil videre går det fint, selv om vi heller ikke må underkende, at der stadig er meget pres på sundhedsvæsenet. Vi har det samme råd som altid: Bliv hjemme, hvis du føler dig bare lidt syg,« siger han.

I alt har 3256 smittede personer mistet livet i Sverige, hvor der bor lidt over ti millioner mennesker. Det svarer til 31,8 dødsfald per 100.000 indbyggere.

Til sammenligning har Danmark 9,2 dødsfald per 100.000 indbyggere.

Sverige har valgt en noget mindre restriktiv tilgang til coronavirusset end mange andre lande - herunder også Danmark. Hverken skoler, restauranter eller barer har været tvunget til at lukke i forbindelse med coronakrisen.

26.670 personer er bekræftet smittet med coronavirus i Sverige.

Blandt de personer, der er døde i Sverige, er klart flest ældre mennesker. Coronavirus rammer også generelt ældre mennesker hårdest.

Af den svenske sundhedsstyrelses nærmere detaljer om de døde fremgår det, at 2862 ud af de 3256 døde er 70 år eller ældre.

Det svarer til knap ni ud af ti af de døde - eller mere præcist 88 procent.

/ritzau/