Sverige opruster mod russisk trussel med 150 soldater på Gotland

Fra i dag har Sverige igen en fast militær tilstedeværelse på Gotland. Svenskerne opruster i Østersøen mod truslen fra øst.

Efter 11 år uden fast udstationerede soldater på Gotland vil der igen være en fast styrke på den svenske ø i Østersøen.

Den svenske forsvarschef har besluttet, at en midlertidig udstationering på Gotland af en kampgruppe på 150 soldater fra denne morgen klokken 7 er at regne for permanent. Det skriver SVT i dag.

»At have en fast militær tilstedeværelse betyder, at man har en styrke med kapacitet, som kan træne på stedet - og som også kan tage den skarpe opgave, den dag den måtte komme,« siger forsvarschef Micael Bydén til SVT.

Forsvarschefen har dermed fremrykket en beslutning om at give kampgruppen permanent tilstedeværelse på Gotland, der ligger midt imellem Sverige og de baltiske lande. Bydén nævner ikke Rusland, men siger at fremrykningen skyldes »en forværring af det politiske klima i Sveriges nærområder«.

Den svenske oprustning i Østersøen er dog en direkte følge af Krimkrisen og et efterfølgende udtrykt ønske i Riksdagen fra flere partiers side om at styrke mulighederne for at forsvare sig mod russisk aggression - en debat som også har været søgt rejst i Danmark  omkring forsvaret af Bornholm.

Udstationeringen af en fast kampgruppe på Gotland er en kovending i det svenske forsvar af den store ø i Østersøen. I 1991 var der en massiv permanent tilsværelse af militær på øen, og man kunne mobilisere tusindvis af tropper til forsvar mod det ventede angreb fra Warzawapagten.

I det svenske forsvarsforlig 2000 blev tre regimenter på Gotland nedlagt og i 2005 røg det sidste regiment på øen ud. Flyvevåbnet var stadig tilstede.

De seneste otte år har der blot været lejlighedsvise øvelser på Gotland. Siden 2009 har der dog været parkeret 14 kampvogne på øen, men indtil nu har de været uden fast mandskab til at betjene dem.