Sverige om coronasmitte: Vi har en stabil situation

42 mennesker døde som følge af coronavirus i Sverige, og 157 er eller har været indlagt på intensivafdelinger.

En gade i Stockholm med tomme butikker og restauranter i coronavirussets tid. Men der er ikke lige så restriktive regler som i Danmark, når det gælder kontakt mellem grupper af mennesker. 10040 Anders Wiklund/Tt/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

42 mennesker er døde i Sverige som følge af smitten med coronavirus, oplyser den svenske sundhedsstyrelse onsdag.

Sverige får dagligt mellem 100 og 200 nye tilfælde af smittede med coronavirus. Cirka 2500 mennesker har været registreret som smittede.

»Vi har for øjeblikket en stabil situation«, siger Anders Tegnell, der er statsepidemiolog i den svenske sundhedsstyrelse, på et pressemøde.

157 mennesker er eller har været indlagt til behandling på intensivafdelinger. De fleste tilfælde af alvorligt syge har været i Stockholm.

»Det er fortsat ganske roligt i andre regioner. Vi ser tegn på spredning i Sverige, men på et lavt niveau«, siger Tegnell ifølge avisen Expressen.

»Når det gælder, dem, der er under behandling på intensivafdelinger, så ser vi fortsat en høj andel i dem, som er mellem 50 og 59 år.«

Den yngste, der har været indlagt på en intensivafdeling, er 21 år, mens den ældste var 86 år.

I Skåne er seks patienter indlagt på intensivafdeling. Det er tre flere end tirsdag.

Ifølge Tegnell tester man stadig hyppigere for Covid-19, der er navnet på sygdommen i udbrud. Indtil nu er der foretaget 24.000 prøver.

Sverige har modsat Danmark valgt en mindre restriktiv linje over for landets borgere for at inddæmme spredningen med coronavirus.

/ritzau/TT