Sverige indførte Hitlers racelove

Sverige indførte nazistiske racelove ad bagvejen, viser nyt forskningsprojekt. Svenske statsborgere blev tvunget til at underskrive erklæringer om, at de ikke havde jødisk blod i årerne, hvis de ville giftes med tyskere. Tysk par på flugt måtte lade sig vie i København.

Selv om det ikke er noget der tales højt om, ved de fleste herhjemme og i Sverige, at landet trods sin neutralitet under Anden Verdenskrig lod tyskerne anvende jernbanenettet til og fra det besatte Norge.

Og nu har et nyt svensk forskningsprojekt blotlagt et lidet flatterende billede, der viser, at man uden spørgsmål indpassede nazisternes racelove i ægteskabssager.

Ifølge Nazi-Tysklands såkaldte Nürnberg-love fra 1935 var ægteskab mellem jøder og ikke-jøder forbudt for at beskytte den »ariske race« og kort efter indførelsen i Tyskland blev de også en del af svensk retspraksis.

Og flere hundrede svensk-tyske og tysk-tyske par blev ramt.

Den svenske adoption af nazilovene tvang i mindst ét tilfælde tyske kærestepar, der var flygtet til Sverige fra Tyskland, til at lade sig vie i København, oplyser manden bag det afslørende projekt - professor i teologi og religionsvidenskab ved Lunds Universitet, Anders Jarlert.

Andre par måtte tage til England, udsætte brylluppet til efter krigen eller lyve om deres oprindelse.

Ind ad bagdøren
Fra 1937 ramte racelovene også svenske statsborgere, der ville giftes med tyskere.

Fra da af betød de, at svenske statsborgere måtte underskrive erklæringer om, at deres bedsteforældre ikke havde været jøder, så de dermed var racemæssigt rene.

Var ægteskabet indgået under »falske forudsætninger« eller før lovens indførelse, skulle det opløses af svenske domstole!

Årsagen til den oprørende praksis var, at Sverige i 1902 havde underskrevet Haag-konventionen, som sagde, at udenlandske statsborgere skulle behandles efter oprindelseslandets love.

Og da der i 1936 - ifølge Anders Jarlert - sad en antisemit og stærk beundrer af Hitler i chefstolen i det svenske udenrigsministeriums retsafdeling, blev racelovene lempet ind ad bagdøren.

Kollegerne i Holland havde godt nok skrevet til den svenske udenrigsminister og spurgt om, hvordan Sverige ville forholde sig.

»Men brevet blev besvaret af chefen for retsafdelingen med ordene, at man ikke havde til hensigt at undersøge det, men bare ville tillempe dem,« siger Anders Jarlert.

»Beslutningen savnede enhver form for demokratisk legitimitet. Den blev aldrig vurderet af domstolene og aldrig diskuteret i Riksdagen,« siger Jarlert.

Præsternes rolle
Det var de svenske præster, som i første række kom til at administrere raceloven.

Som statens forlængede arm skulle de sikre, at alt omkring ægteskabet var i orden og lyse for de kommende ægtepar ved fra prædikestolen at meddele, at den og den i sognet ville gifte sig. Og præsterne tog ifølge Anders Jarlert meget forskelligt på opgaven. De kunne enten skrive, at den »problematiske« ægtepart var statsløs, og dermed »lyse« på et falsk grundlag, nægte at lyse, eller før krigen hjælpe parrene til udlandet, hvor de kunne blive viet. Mindst 430 par blev tvunget til at underskrive den racistiske erklæring, oplyser Anders Jarlert.

»Og af dem blev fem forhindret i at gifte sig,« siger han.

Viet i Danmark
Blandt de fem var den 29-årige ingeniør Fritz Meyer og hans forlovede, den 24-årige Emma Schulmann, som i maj-juni 1936 var flygtet fra Tyskland på grund af Emma Schulmanns jødiske baggrund.

»Præsten havde først tænkt sig at lyse for dem i Skt. Petri Kirke i Malmø, men efter at han havde kontaktet udenrigsministeriet, blev det aflyst,« fortæller Anders Jarlert.

Men da Danmark ikke havde underskrevet Haag-konventionen, valgte præsten at hjælpe de to tyskere til København, hvor der i stedet blev lyst for dem på magistraten, så parret den 17. december kunne gifte sig på Københavns Rådhus. De tog derefter tilbage til Malmø, hvor de havde bosat sig.

Emma Schulmann blev i 1941 frataget sit tyske statsborgerskab af Nazi-Tyskland på grund af sin jødiske baggrund og Fritz Meyer sit statsborgerskab, fordi han trods opfordring ikke meldte sig til tysk militærtjeneste.

Ægteparret er døde i dag, men boede hele deres liv i Malmø, fortæller Anders Jarlert.

Ifølge Jarlert blev de øvrige 435 par, der havde underskrevet race-erklæringen, på den ene eller anden måde borgerligt viet i Sverige.

Paradokset er naturligvis, at Sverige nogle år senere beredvilligt åbnede armene for de danske jøder, da forfølgelserne i 1943 satte ind herhjemme.

»Ja, der findes mange mærkelige historier,« siger Anders Jarlert.