Sverige genindfører værnepligten

Den sikkerhedspolitiske situation i Sveriges nærområde er blevet forværret, og der er ikke blevet rekrutteret nok frivillige. Derfor bliver der efter års syv pause nu indført værnepligt i Sverige igen.

ARKIVFOTO 2003 af øvelse i hæren (Foto: Maria Hedegaard/Scanpix 2012) Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Hedegaard

Den svenske værnepligt har været sat i bero siden 2010, men i dag vil regeringen annoncere, at værnepligten bliver genindført fra den kommende sommer. Det skriver SVT.

Baggrunden for beslutningen er, at sikkerhedssituationen i landets nærområde er blevet forværret. I december 2016 skrev Berlingske, at Rusland ifølge forsvarets efterretningstjeneste forbereder sig på at kunne »slå først« i Østersøen.

»Hvis vi skal have fuldtallige og trænede kampenheder, skal det frivillige system komplementeres af værnepligtige,« siger den svenske forsvarsminister Peter Hulqvist fra det svenske socialdemokrati til SVT.

Han mener, politikerne var naive, da de i første omgang satte værnepligten i bero.

»Det tager lang tid at bygge en militærkapacitet op, men det er simpelt og hurtigt at afvikle den. Jeg synes, det gik for vidt,« siger Peter Hulqvist.

Tidligere anbefalede et ekspertudvalg den svenske regering til at genindføre værnepligten, fordi det svenske militær desperat manglede personale. Man forventede at kunne skaffe godt 4.000 nye rekrutter om året med den frivillige ordning, men hidtil har kun 2.500 frivillige meldt sig i gennemsnit per år. Nu reagerer regeringen altså på personalemanglen. Beslutningen indebærer, at alle, der er født i 1999 eller 2000, både mænd og kvinder, inden for kort tid vil få at vide, hvad genindførelsen af værnepligt betyder for dem.

Forsvaret er blevet bedt om at planlægge med, at mindst 4.000 om året skal gennemføre en grunduddannelse i militærtjeneste i 2018 og 2019.

Forslaget støttes af det største oppositionsparti i Sverige Moderaterna.

»Jeg håber, det medvirker til en yderligere forstærket forsvarskapacitet, men der skal gøres mere. Der skal også satses mere på forsvarsøkonomien,« siger partiets forsvarsordfører Hans Wallmark ifølge SVT til TT.

Sveriges beslutning placerer sig midt i debatten om den russiske oprustning i Østersøen. Rusland har farttøjer i østersøen, der kan affyre kernevåben.

I Danmark har Marie Krarup senest sagt, at det er unødvendigt med et dansk missilforsvar på de danske fregatter i Østersøen.

I Danmark er der i dag værnepligt, men i en reduceret udgave. Debattører har agiteret for en mere omfattende værnepligt i Danmark. »Genindfør fuld værnepligt,« lød det i 2014 fra lektor Hans Hauge.

Tidligere skrev BT, at Sverige ruster sig til krig på grund af frygten for den russiske militærstyrke i Østersøen. »Kun i Danmark er man endnu ikke blevet opmærksom på det nye trusselsbillede og har reageret på det,« sagde militærekspert Michael H. Clemmensen i december 2016.