Sverige er et af de få lande, der har vist, at det er muligt at reducere mængden af resistente bakterier.

Det skriver det svenske medie Dagens Nyheter, efter at en gruppe internationale forskere fra blandt andet Stockholm Resilience Centre ved Stockholms Universitet har kortlagt, hvordan arbejdet mod resistente bakterier skrider frem i 73 lande.

Bakterier kan blive resistente overfor antibiotika, og det anses som værende en af de største trusler i nyere tid mod menneskers sundhed, da man risikerer at dø, hvis antibiotika ikke længere virker.

Forskernes resultater viser, at det virker at arbejde aktivt mod resistensproblemet.

Et stort flertal af de undersøgte lande har øget deres indsats i bekæmpelsen, men kun få lande gør nok til, at det virker ordentligt, viser forskernes undersøgelser.

Kun i tre af 25 analyserede lande med tilstrækkelige data viste det sig, at resistensen faldt markant mellem år 2000 og 2016 i forhold til mængden af brugt antibiotika. Det var i Sverige, Mexico og Tyskland. 

Derudover kunne det ses, at der i 18 lande i stedet var sket en markant stigning i mængden af bakterier, der var resistente. 

Men derfor er det stadig en glædelig nyhed, at tre lande har set et fald i resistente bakterier. Det mener forskningsteamlederen fra Stockholm Resilience Centre, Peter Søgaard Jørgensen:

»Det håbefulde er, at undersøgelsen viser, at det faktisk er muligt at reducere resistens og samtidig bevare patientsikkerheden, men at det hænger sammen med, hvor meget man gør. Der skal mange tiltag til, men det er muligt,« siger han til Dagens Nyheter.

Voksende trussel

Antibiotikaresistente bakterier er et voksende problem i langt de fleste lande – herunder Danmark. 

De seneste år er der set en stigning i antallet af infektioner med multiresistente bakterier på danske hospitaler. Infektionerne er svære at behandle, da bakterierne er i stand til at modstå behandling med flere hyppigt brugte lægemidler i Danmark.

En stor undersøgelse, der for nylig blev udgivet i tidsskriftet The Lancet, viser, at antibiotikaresistente bakterier risikerer at dræbe omkring 39 millioner mennesker i løbet af de næste 25 år på verdensplan – samme undersøgelse viser også, at over én million mennesker døde hvert år mellem 1990 og 2021,  fordi de ikke kunne behandles med den allerede eksisterende antibiotika.

Undersøgelsen fra The Lancet er peer reviewed, hvilket vil sige, at andre forskere også har sagt god for kvaliteten af forskningen.

Antibiotikaresistens kan blandt andet opstå, når der bruges antibiotika til både mennesker og dyr.