Sverige ændrer fra fredag den 21. januar sine indrejsekrav, så EU-borgere ikke behøver at kunne fremvise en negativ coronatest.
Det oplyser den svenske regering i en pressemeddelelse tirsdag.
Siden 28. december har det været et krav for indrejsende til Sverige, at man skal have en negativ coronatest, der er maksimalt 48 timer gammel.
Fra fredag skal man nu blot kunne fremvise et coronapas.
Personer, der rejser fra Bornholm til Danmark via Sverige, er undtaget kravet og er ikke pålagt at kunne vise hverken coronapas eller negativ test.
Borgere fra en række lande uden for EU er også undtaget testkrav ved indrejse. Det gælder rejsende fra Montenegro, Taiwan, Thailand, Tunesien og Uruguay. Deres coronapas lever op til EUs standard, lyder det.
/ritzau/



