Sverige anklages for at undertrykke kurdere for at tilfredsstille Erdogan
Kurdere fortæller ifølge avisen The Guardian, at de oplever at blive undertrykt af svenske myndigheder, efter Tyrkiet i sidste måned godkendte Sveriges optagelse i NATO.

Kurdere fortæller ifølge avisen The Guardian, at de oplever at blive undertrykt af svenske myndigheder, efter Tyrkiet i sidste måned godkendte Sveriges optagelse i NATO.

Er den tyrkiske accept af Sveriges optagelse i NATO kommet med en pris om at undertrykke kurdere i Sverige?
Da Tyrkiets parlament 23. januar godkendte Sveriges medlemskab og efterlod Ungarn som det sidste bump på vejen for svenskernes opnåelse af militæralliancens beskyttelse, herskede der en jubelstemning blandt vestlige politikere.
Men blandt de anslået 50.000-100.000 kurdere, som bor i Sverige, er der utilfredshed, fordi man oplever at blive undertrykt af den svenske stat.
Det skriver den britiske avis The Guardian.
»Jeg har aldrig været igennem en så vanskelig periode i Sverige som nu,« siger den 58-årige Kurdo Baksi, en svensk-kurdisk kommentator og forfatter, der flyttede til Sverige fra Tyrkiet som barn, til mediet.
Han fortæller ifølge avisen, at han er blevet kontaktet af 42 kurdere, som angiveligt kan berette om, at den svenske efterretningstjeneste Säpo har sendt sikkerhedsrapporter til den svenske udlændingestyrelse for at stoppe deres opholdstilladelser.
»Disse personer er ikke mistænkt for en forbrydelse, men Säpo hævder, at disse personer er gift med personer med svensk statsborgerskab, der er involveret 'i mulige terroristaktiviteter'. Hvis du bor sammen med en sådan person, støtter du en terrorist, er Säpos teori,« siger den svensk-kurdiske kommentator ifølge The Guardian.
Anklagerne fra kurderne omhandler desuden, at Sveriges Radio få dage efter Tyrkiets godkendelse af Sveriges NATO-medlemskab meddelte, at man 1. april ville lukke for den fire mand store kurdiske nyhedsredaktion, hvilket ifølge The Guardian også var tilfældet med mediets russisksprogede nyhedstjeneste.
Avisen skriver, at mange kurdere er overbeviste om, at lukningen er en del af en operation, som skal tækkes Tyrkiet.
Artiklen indeholder citater fra flere kurdere, som deler oplevelsen af blive undertrykt, men flere af anklagerne konkretiseres ikke yderligere i artiklen.
Både de svenske udlændingemyndigheder og Säpo afviser anklagerne.
»Som en sikkerhedstjeneste er vi ikke målrettet specifikt mod bestemte mindretal – etniske eller andre grupper. Sikkerhedstjenestens arbejde er rettet mod personer, der udgør eller kan udgøre en trussel mod Sveriges sikkerhed,« siger en Säpo-talsmand, som understreger, at PKK er en terrororganisation, som sikkerhedstjenesten har i søgelyset.