Svenskernes svære dag

Mens de stadig var fyldt med sorg over mordet på udenrigsminister Anna Lindh, strømmede svenskerne til valglokalerne for i det mindste at vise den afdøde respekt ved at stemme. Men ikke nødvendigvis med det ja, som hun før sin død havde anbefalet.`Jeg håber ikke, at alt for mange lader sig påvirke af Anne Lindhs død, for det er ikke rigtigt at stemme medfølelserne,Lotta Hjertberg

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

STOCKHOLM

Indbyggerne i Stockholm og andre større svenske byer stod i går i kø for at deltage i to meget forskellige begivenheder, som alligevel på tragisk måde var tæt forbundne.

Dels gik de til stemmeurnerne i et spørgsmål, som stod den myrdede udenrigsminister Anna Lindh utrolig nær, og dels stod de med usvækket interesse i kø for at skrive afskedshilsner til hende i de fremlagte kondolencebøger.

På forhånd var det ventet, at mordet på Anna Lindh ville få ekstra mange svenskere til at deltage i folkeafstemningen om indførelsen af euroen, men samtidig spekulerede medierne også i, hvor mange »sympatistemmer« mordet ville udløse. En undersøgelse som avisen Dagens Nyheder havde foretaget viste, at hele otte procent af vælgerne ville stemme anderledes på grund af mordet.

En af dem er 30-årige Ulrika Hjort, som stemte i Hedvig Elenora Kirkens menighedshus i den borgerligt dominerede bydel Östermalm. Efter at være kommet ud af det højloftede statelige lokale med store portrætter af gamle skæggede kirkefædre, siger hun:

»Jeg besluttede mig først, da jeg stod derinde, men stemte altså anderledes end jeg var til sinds før. Faktisk har jeg været mest til et nej, men jeg erkender, at mordet på Anna Lindh har påvirket mig. Så jeg stemte altså ja. Det var jo det, hun ville. Og jeg kan mærke, at jeg har det godt med det,« siger Ulrika Hjort inden hun går ud i den strålende septembersol.

Og Ulrika Hjort er næppe ene om på den måde at give sin stemme for at ære Anna Lindh. Men hun er den eneste på de tre valgsteder, som Berlingske Tidende besøger, der erkender sit holdningsskift.

De fleste erkender, at de har været eller stadig er dybt berørte af mordet, men at deres holdninger er skabt og »låst fast« for lang tid siden - uanset som de er til et ja eller et nej.Anders Willborg, der arbejder som konsulent og lige er landet efter en tur til Danmark, har længe vidst, at det for ham ville blive et ja. »Jeg tror på fordelen ved en fælles valuta, når det gælder international handel og jeg er ikke interesseret i, at der kan spekuleres mod Sveriges valuta, som det er sket ved tidligere lejligheder,« siger han.

Men han erkender, at mordet kan have en effekt på stemmeafgivningen.

»Der er både usikre socialdemokrater og usikre borgerlige, der kan tænkes at stemme efter hendes anbefaling. Hun var jo så ærlig,« lyder det fra ham.

I menighedshusets indgangshal fortæller Jacuueline Ereze, en midaldrende velklædt kvinde mellem kindkys til et par veninder, om, hvordan hun på vej hjem fra Nice første gang hørte om mordet på Anna Lindh. Om hvordan hun med det samme tog hjem og »tændte et levende lys for Anna Lindh«.

»Men fra Frankrig er jeg vant til euroen, så jeg stemmer ja og hverken Sverige eller andre små lande som Danmark kan tåle at holde sig udenfor,« mener hun.

På Hedvig Elenora Skolen, der også ligger i Östermalm, kommer Zöran Dukvic ud i skolegården efter at have gjort sin borgerpligt. Klædt i et flødefarvet, velsiddende jakkesæt fortæller han, at han er restauratør og har stemt ja.

»Jeg tror, at ja-sigerne har besluttet sig for længe siden,« siger han.

Kort efter kommer Lukas Gothman, en ung mand i et lidt mere skødesløst out-fit. Han præsenterer sig som kunstner og har allerede lagt sin kurs for fem år siden.

»Jeg stemte nej til EU og jeg mener stadig, at EU er en stor dominerende organisation befolket af gamle mænd, der bestemmer alt. Og skønt Anna Lindh var min ynglingspolitiker, får hendes død mig ikke til at skifte standpunkt,« siger han.Det gamle arbejderkvarter på Södermalm har de seneste år måske nok skiftet karakter og tiltrukket mange velønnede stockholmere, men er stadig hovedstadens »røde hjerte«.

Udenfor Åsö Gymnasium tæt ved Medborgerpladsen i det centrale Södermalm sætter det ægteparet Stig og Anja Ring sig på en bænk i solen. De er begge pensionister og overbeviste socialdemokrater.

De er ikke begejstrede for statsminister Göran Persson, der, som de siger, »svinger for meget efter, hvor vinden blæser«.

Anne Lindh derimod - »hun kunne være blevet en god statsminister«, siger Stig Ring, der også afviser, at hendes død har haft indflydelse på deres stemmeafgivning:

»Vi stemte ja, for Sverige skal følge med i Europa, vi er jo en del af Europa.«.

Uden for stemmelokalet står repræsentanter for både ja- og nej-siden og foretager sig for danskere noget så ukendt som at uddele stemmesedler. Alle, der går forbi, bliver mødt af et »hej« og får tilbudt en seddel med enten ja eller nej. Politisk agitation er forbudt i og udenfor valglokalerne, men efter svensk lov er der ikke tale om agitation, når vælgerne får stukket en stemmeseddel i hånden allerede uden for.Per Oscar Hedman, en af ja-bevægelsens unge aktivister, der står uden for valglokalet erkender, at der kan hentes stemmer fra folk, der endnu ikke har bestemt sig, ved at vise en venlig fremtoning og et lille »værs`go«.

»Vi regner med, at tre procent beslutter sig i valglokalet, efter de har fået en stemmeseddel i hånden,« siger han og betegner sig selv som en pragmatisk liberal, der stemmer socialdemokratisk til kommunalvalget. »For husfredens skyld. Min kone er opstillet for Socialdemokraterne,« griner han.

I de varme solrige eftermiddagstimer strømmer folk til gymnasiets stemmelokaler og bænken uden for bliver indtaget af to kvinder der viser sig at være søskende, Helene og Lotta Hjertberg. Begge er selvstændige erhvervsdrivende, Helene som optiker og Lotta som forhandler af solbriller.

»Jeg har for længe siden besluttet hvad jeg ville stemme,« siger Helene og søsteren fortsætter: »Jeg håber ikke, at alt for mange lader sig påvirke af Anne Lindhs død, for det er ikke rigtigt at stemme med følelserne,« mener Lotta.

Søskendeparret har været nej-sigere siden afstemningen om EU og det har intet kunnet rokke ved.

Lotta siger: »I sommer var jeg i Spanien og kunne se, hvordan priserne var gået i vejret, efter at spanierne har indført euroen. Det samme frygter jeg vil ske i Sverige.«

Og Helene tilføjer: »Det er bedst at have sin egen valuta.«De to kvinder forsvinder i retning af en café og bænken bliver indtaget af Berht Eriksson og Carina Bengtsson. Han er IT-administrator, hun psykologistuderende.

»Det er meget et følelsesladet spørgsmål for hvem kan se fem år frem i tiden. Det var jo det samme danskerne sagde, da de stemte nej,« siger Berth.

Carina siger: »Allerede da vi kom i EU, flyttede de masser af magt til Bruxelles, og jeg vil ikke have, at vi skal afgive mere magt. Vi stemte nej til EU og vi stemte nej i dag også. Har man sagt A må man også sige B,« siger hun.

Berht sidder lidt og grunder: Så siger han: »Mange af mine venner, der stemte nej til EU, stemmer ja til euroen eller er i hvert fald kommet i tvivl. De må jo føle, at de ligger under for et pres, ellers kan jeg ikke forstå det,« siger han.Et yngre par går forbi bænken på vej ind til stemmelokalerne. Kvinden siger: »Du, vil skal huske at lægge en rose for Anna Lindh.«