Svensker blev anholdt under middag med russisk spion: Tiltalt for alvorlig spionage

En 47-årig svensk mand er mistænkt for at have delt hemmelige oplysninger om Scania og Volvo med en russisk agent.

Ifølge nyhedsbureauet AP har en russisk efterretningsofficer haft sin faste gang på den russiske ambassade i Stockholm. Det er blandt andet lykkedes ham at hverve en 47-årig svensker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Janerik Henriksson/TT

På en restaurant i det centrale Stockholm blev en 47-årig svensk far til to i 2019 anholdt, mens hans spiste middag med en russisk efterretningsofficer.

Mandag er manden fra Göteborg blevet tiltalt for at have spioneret for Rusland. Det skriver SVT.

Den 47-årige svensker har arbejdet som konsulent for både Volvo og Scania. Det er fortrolige oplysninger fra disse to firmaer, som manden er tiltalt for at have delt med den russiske efterretningstjeneste.

»Jeg kan konstatere, at da han blev pågrebet, havde han netop fået 27.800 kroner (svenske kroner, red.). Han har ved andre tilfælde fået mellem 10.000 og 30.000 kroner,« siger politiets anklager Mats Ljungqvist.

Politiet vil ikke oplyse, nøjagtig hvilken type materiale de mener, manden har delt med russerne.

Men Säpo – den svenske pendant til PET – hævder, at oplysningerne kan »have skadet rigets sikkerhed«.

Ifølge deres anklager er den tiltalte allerede i 2017 blevet hvervet af SVR – den russiske efterretningstjeneste, der står for efterretningsarbejdet i udenlandske stater. Han har mødtes med den russiske spion i årevis – ofte på kroer og barer i Göteborg.

Ifølge nyhedsbureauet AP er den russiske efterretningsofficer en mand, som har arbejdet på Ruslands ambassade i Sverige.

Ved anholdelsesaktionen kunne han vise, at han havde diplomatpas, og det var derfor ikke muligt at pågribe ham. Tre uger senere forlod han Sverige og vendte tilbage til Rusland.

Strafferammen for spionage lyder i Sverige på op til seks års fængsel.