Svenske læger: Der var mistænkelige hospitalsbesøg i december
Flere personer i Dalarna kan allerede være blevet smittet covid-19 i december, vurderer svenske læger nu.

Flere personer i Dalarna kan allerede være blevet smittet covid-19 i december, vurderer svenske læger nu.

Officielt registrerede Sverige det første tilfælde af covid-19 i slutningen af januar. Men ifølge læger i Region Dalarna i det centrale Sverige, kan virussen allerede have begyndt at sprede sig i december.
Flere personer søgte i december lægehjælp med luftvejsproblemer på hospitalet i Svärdsjö, efter de havde været i kontakt med en person, som netop var kommet til Sverige fra Wuhan-provinsen.
Det fortæller den svenske smittelæge Anders Lindblom til Svenske Dagbladet.
Senere er flere af disse personer blevet testet positive for antistoffer. De har dog ikke haft nogle symptomer siden december, hvilket ifølge Anders Lindblom styrker mistanken om, at de led af covid-19 dengang.
Han mener dog ikke, at smitten dengang har spredt sig fra Svärdsjö og langt ud i det svenske samfund.
Dalarna er den region i Sverige, som har oplevet den fjerdestørste overdødelighed af alle svenske regioner, viser en ny gennemgang, som Svenska Dagbladet har lavet.
Ligesom i Danmark vurderer de svenske myndigheder, at en stor del af den første smittespredning i Sverige stammede fra skiturister, der vendte hjem fra Italien og Østrig i februar.
Da man i Frankrig i maj opdagede, at den første franskmand formentlig allerede blev smittet i december, udtalte Sveriges statsepidemiolog Anders Tegnell, at han også anså det som realistisk, at enkeltpersoner i Sverige, som havde været i Wuhan, kunne være blevet smittet allerede i november eller december.