Sveriges fængselsvæsen, Kriminalvården, ønsker ikke at tage imod børn ned til 13 år og afviser dermed et forslag fra den svenske regering om at sænke den kriminelle lavalder i sager om særligt grov kriminalitet.

Det fremgår af et høringssvar fra Kriminalvården til regeringens forslag, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Kriminalvården skriver, at den ikke er rustet til at tage imod dømte, der er ned til 13 år. Det handler blandt andet om, at fængselsvæsnet ikke er rustet til at undervise børnene.

Sveriges regering foreslog i september sammen med partiet Sverigedemokraterna, at den kriminelle lavalder sænkes fra 15 til 13 år i sager om blandt andet drab og bombeattentater.

Men ifølge Kriminalvården kan det have negative konsekvenser at sende børn ned til 13 år i fængsel. Og børn "så unge som 13 år bør der tages hånd om på andre måder", lyder det i svaret.

Tidligere har den afgående direktør for Kriminalvården, Martin Holmgren, også gjort det klart, at han er imod idéen om at straffe 13-årige med fængsel.

- Jeg er imod det af hele mit hjerte. En 13-årig er typisk så umoden, at han eller hun, som gør noget forkert, bør tages hånd om på en anden måde, sagde han til tv-stationen SVT i september.

Den svenske regerings plan er, at fængselsvæsnet skal have opført særlige fængselsafdelinger til børn i alderen 13 til 17 år inden 1. juli 2026.

I dag placeres dømte mindreårige på særlige ungdomshjem, som ifølge regeringens plan skal afvikles.

Ifølge regeringens og Sverigedemokraternas forslag skal den kriminelle lavalder i første omgang være 13 år i en periode på fem år.

I et debatindlæg, som blev bragt i september i avisen Expressen, skrev lederne for regeringspartierne og Sverigedemokraterna, at organiseret kriminalitet er et af de største problemer for Sverige.

De skrev videre, at børn, der rekrutteres til at begå kriminalitet, bliver yngre og yngre, og derfor er der behov for at sænke den kriminelle lavalder.

Regeringen og Sverigedemokraterna, som står bag forslaget om at sænke den kriminelle lavalder, har flertal i det svenske parlament, Riksdagen.

/ritzau/