Hvis skyld var det? Hvem har ansvaret for, at Sverige i foråret blev ramt mange gange hårdere af coronapandemien, end dets nabolande i Norden gjorde?
Ifølge Sveriges uafhængige coronakommission bærer både den tidligere og nuværende regering – begge anført af den socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven – en stor del af ansvaret. Men de øvrige partier går ikke fri.
For hvorfor sagde de ikke noget i foråret? Sådan lyder spørgsmålet i en ny analyse fra Dagens Nyheter, efter at coronakommissionen tirsdag fremlagde første delrapport om håndteringen af coronaepidemien.
Mens resten af verden lukkede ned og kiggede måbende mod Sverige, der valgte at holde restauranter og skoler, barer og fitnesscentre åbne, bakkede oppositionspartierne op om regeringens strategi i foråret.
»Ingen krævede for eksempel, at Sverige skulle gøre som Norge, som 27. marts 2020 indførte en coronalov, som gjorde det muligt at lukke hele landet ned,« skriver Dagens Nyheter.
Det gør det svært at placere et endegyldigt politisk ansvar for håndteringen af epidemiens første bølge, skriver Dagens Nyheter i sin analyse.
»Ingen går fri«
Coronakommissionen konkluderede tirsdag, at »den del af den svenske coronastrategi, der handler om at beskytte de ældre, er mislykket«, og at »nogle af de beslutninger, der blev truffet, var både for sene og utilstrækkelige«, som Berlingske tidligere har beskrevet.
Men den retter ikke kun kritik mod regeringen for de fejl, der blev begået i foråret. Også de svenske regioner, kommuner og Folkhälsomyndigheten, der er den svenske pendant til Sundhedsstyrelsen, får hård kritik.
Det er først og fremmest ubehagelig læsning for den svenske regering, konkluderer Sveriges Radio i en analyse:
»Regeringen får tydelige tæsk her, den gjorde for lidt for sent i foråret. Og der findes et punkt, som kan være særlig følsomt for regeringen,« skriver Sveriges Radio:
»Kommissionen skriver, at den sandsynligvis vigtigste faktor bag den store smittespredning på plejehjemmene var, at den almene smittespredning i samfundet også var så stor.«
Ikke desto mindre synes Sveriges Radio også at mene, at det er svært at placere et endegyldigt ansvar, og det kan gøre det nemmere for regeringen at overleve den hårde kritik.
»Det bliver lettere for regeringen at tage de tæsk, den får, eftersom der er mange, der får kritik her: Tidligere regeringer, socialstyrelsen, Folkhälsomyndigheten, regioner og kommuner.«
Sydsvenskan har bragt en lignende analyse. Her lyder det allerede i overskriften, at »ingen går fri«, når der skal placeres ansvar for, hvordan beskyttelsen af ældre slog fejl.
Det samme skriver Svenska Dagbladet, der dog i sin analyse også understreger, at det er kritikken af Löfvens regering som »virkelig gør ondt«.