Israel vil blive anmeldt til FN for at krænke Greta Thunbergs og flere svenske aktivisters menneskerettigheder.

Det siger jurist Sena Eliküçük, der repræsenterer de svenske aktivister, til nyhedsbureauet TT.

Thunberg og de øvrige svenske aktivister var en del af en flotille bestående af 42 civile skibe, som sejlede til Gaza med mad og medicin.

Skibene blev tidligere på ugen stoppet af Israels flåde, der tilbageholdt de mere end 450 aktivister fra forskellige lande.

Sena Eliküçük har talt med vidner, der har berettet, hvordan Greta Thunberg angiveligt er blevet behandlet, mens hun har været tilbageholdt.

- De fortæller, at Greta Thunberg blev trukket i håret og tvunget til at kysse det israelske flag.

- Det er alvorlige anklager, som skal undersøges, siger Sena Eliküçük til TT.

Hun fortæller videre, at de svenske aktivister angiveligt blev nægtet adgang til medicin. Blandt andre skulle Lorena Delgado Varas, der er medlem af Riksdagen, være blevet nægtet sin medicin.

- Jeg har til hensigt at indberette disse krænkelser af menneskerettigheder til de relevante FN-organer, siger Eliküçük.

Sveriges Udenrigsministerium har ifølge TT opfordret de israelske myndigheder til at imødekomme aktivisternes medicinske behov samt sørge for mad og vand.

Udenrigsministeriet har i en mail til Greta Thunbergs pårørende oplyst, at Thunberg har fået udslæt, skriver TT. Aktivisten mener selv, at det stammer fra væggelus.

- De bliver helt klart dårligt behandlet, siger Sena Eliküçük.

Repræsentanten for de svenske aktivister kritiserer samtidig de svenske myndigheder for gnidninger i samarbejdet.

- Jeg har ikke modtaget nogen oplysninger om de svenske fanger - hverken fra udenrigsministeriet eller fra den svenske ambassade i Tel Aviv.

- Det er vigtigt, at alle overgreb, som finder sted i israelsk fangenskab, bliver rapporteret officielt til mig, siger Eliküçük.

Israel har ikke kommenteret på varslingen om en indberetning til FN.

Torsdag skrev Israels udenrigsministerium i et opslag på det sociale medie X, at alle tilbageholdte aktivister - deriblandt Thunberg - var i sikkerhed og i god behold.

/ritzau/