Svensk vært tager afstand fra Jimmie Åkesson på direkte TV: »Det er groft generaliserende«

Formanden for Sverigedemokraterna fik ikke kun sine politiske modstandere til at reagere under den afsluttende partilederdebat før valget i Sverige. Også TV-stationen SVT tager afstand fra Jimmie Åkessons udtalelse om indvandrere. Åkesson kalder det en »skandale«.

Foto: STINA STJERNKVIST

Det er typisk udtalelser fra politikerne, der pryder overskrifterne efter en afgørende partilederdebat før et valg.

Men fredag aften er det TV-stationen SVT, der stjæler opmærksomheden i diverse tophistorier hos de svenske medier.

Det sker, efter at først TV-værten Martina Nord og sidenhen kanalen som helhed har taget afstand fra de udtalelser, som Sverigedemokraternas partiformand, Jimmie Åkesson, kom med under den afsluttende partilederdebat før det svenske valg på søndag.

Efter partilederdebatten sagde ordstyreren Martina Nord, at Jimmie Åkessons udtalelser var »groft generaliserende«.

»SVT tager afstand fra det,« sagde Martina Nord på direkte TV ifølge Expressen.

Efterfølgende bakkede Eva Landahl, der er ansvarlig for valgprogrammet på SVT, værten op med en officiel udtalelse:

»At indvandrere udpeges som en gruppe, der ikke er svensk og ikke passer ind i vores land, er en groft generaliserende udtalelse,« siger hun ifølge SVT.

Jimmie Åkesson startede den ophedede integrationsdebat med at foreslå, at der skal større krav til, før indvandrere får tildelt velfærdsydelser.

»Vi bliver nødt til at knytte velfærd tættere med statsborgerskab. Det er ikke i orden at komme til Sverige og få fuld velfærd. Du må selvfølgelig få akuthjælp i sundhedsvæsenet, men derudover bliver du nødt til at kvalificere dig,« sagde Åkesson.

Flere reagerede stærkt på SD-lederens kommentar. Især Annie Lööf fra det liberale Centerpartiet og Jonas Sjöstedt fra Vänsterpartiet gik til modangreb på Åkesson og krævede en seriøs debat. Åkesson svarede hurtigt igen med et grin og en vittighed.

»Og jeg vil indføre den sorte død. Det er så forfærdeligt lavt et debatniveau. Kan du ikke tage det her seriøst?«

Kort tid efter fortsatte Åkesson sin kritik af indvandringspolitikken ved at komme ind på beskæftigelsen.

»'Bare indvandrerne får et job, så løser det hele sig'. Det har de sagt hele tiden. Men det sker bare ikke. Derfor bliver man ved med at stille spørgsmålet: Hvorfor er det så svært for de her mennesker at få et job? Jo, det er det, fordi de ikke er svenske. De passer ikke ind i Sverige,« lød det fra Åkesson, som med sin kommentar fik Annie Lööf til at læne sig frem og banke i pulten foran sig.

»Hvordan er det, du udtrykker dig?« råbte hun.

Det fik dog ikke lederen af Sverigedemokraterna til at holde igen.

»Du er altid så vred, Annie Lööf. Stop med at skrige og måbe i hver debat,« sagde Jimmie Åkesson.

Se optrinnet her fra SVTs optagelse:

Kort efter partilederdebatten kritiserer Sverigedemokraterna SVT.

På Twitter skriver partiet, at det er »helt uden fortilfælde i moderne svensk historie«.

I en kommentar til Aftonbladet kalder Jimmie Åkesson det selv en »skandale«.

»Der er knap to dage til, at valgstederne lukker, og så vælger stats-TV at blande sig i debatten ved at tage afstand fra en partileders synspunkter. Det er en skandale,« siger Åkesson.