Svensk universitet sendte bevæbnede mænd ud for at redde forsker

I 2014 sad den ph.d.-studerende Firas Jumaah fanget på en fabrik i Irak omringet af Islamisk Stat – indtil Lunds Universitet sendte fire sikkerhedsvagter af sted for at redde ham, hans kone og børn.

Lunds Universitet i Sverige har reddet en forsker fra Islamisk Stat i Irak. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dado Ruvic

Det var 45 grader varmt, og Firas Jumaah, hans familie og de andre yazidier, der havde gemt sig på fabrikken, var ved at løbe tør for vand og mad. Islamisk Stat havde omringet byen, og lige uden for fabrikken kunne de høre skyderierne fra de væbnede kampe.

Det var i hvert fald sådan, at svenske Charlotte Turner, professor i analytisk kemi ved Lunds Universitet, fik situationen beskrevet, da hendes ph.d.-studerende Firas Jumaah sendte hende en SMS den eftermiddag i 2014. Hvis ikke han var vendt tilbage inden for en uge, skrev han, måtte hun fjerne ham fra ph.d.-uddannelsen, fortæller den svenske avis Expressen.

»Jeg havde intet håb på det tidspunkt – jeg var fortvivlet. Jeg ville bare fortælle min vejleder, hvad der skete. Jeg troede ikke, at en professor kunne gøre noget for os,« siger Firas Jumaah til Lunds Universitets hjemmeside.

Men Charlotte Turner kunne gøre noget for ham. Sammen med ledelsen på Lunds Universitet arrangerede hun en – for universitetet – helt igennem usædvanlig aktion: Fire bevæbnede sikkerhedsvagter skulle til Irak og hente Firas Jumaah og hans familie.

Den ph.d.-studerende var draget hjem til Irak i 2014, da Islamisk Stat havde erobret nabobyen til den by, hans kone, børn og familie boede i. Det var kun et spørgsmål om tid, inden terrormilitsen drog videre mod hans by, og når det skete, ville han være hos sin familie, har han siden forklaret over for Lunds Universitet.

Firas Jumaah og hans familie er yazidier, det religiøse mindretal, som har oplevet massiv forfølgelse under Islamisk Stats selvudråbte kalifat i Irak og Syrien. Mere end 10.000 yazidier er blevet kidnappet eller dræbt af terrorgruppen, rapporterer The Independent, kvinder er blevet taget som sexslaver, og mænd er blevet brutalt henrettet. Tusindvis er blevet sultet ihjel.

Men Firas Jumaah og hans familie slap i 2014. Inden længe var et sikkerhedsselskab hyret, og Lunds Universitet satte redningsaktionen i gang. Fire bevæbnede sikkerhedsvagter kom i to biler til området og befriede Firas Jumaah, hans kone og deres to børn. De blev iført skudsikre veste og med anonymiserede billetter fløjet hjem til Sverige – med livet i behold, skriver Expressen.

Redningsaktionen kunne lade sig gøre, fordi Lunds Universitet havde forberedt sig og var i kontakt med udenlandske sikkerhedsfirmaer, der kunne hjælpe universitetet netop i tilfælde som dette, forklarer Charlotte Turner til avisen.

Nu bor Firas Jumaah i Malmø med sin kone og to børn. Han arbejder, mens hans kone læser en kandidat i kemi. Børnene er nu henholdsvis otte og ti år gamle.