Svensk udenrigsminister trækker i land over for saudere

»Vi har den største respekt for islam«.

Arkivfoto. Den svenske udenrigsministers kritik af Saudi-Arabien har ført til handelshindringer og massiv fordømmelse fra arabiske organisationer. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARKKU OJALA
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

11. februar stod Sveriges nyvalgte udenrigsminister, Margot Wallström, på talerstolen i det svenske parlament, Riksdagen, og sagde følgende:

»Det er indlysende, at politikken i Saudi-Arabien langtfra er feministisk. Frem for alt krænkes kvinders rettigheder. De må ikke engang køre bil. Man pisker bloggere, og man har en kongefamilie med absolut magt. Så er det klart, at vi ikke kan anvende noget andet ord for det end diktatur.«

Angiveligt er det den udtalelse, der er anledning til, at Sverige nu er endt i strid modvind i den muslimske verden. Ikke alene har Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater kaldt deres ambassadør tilbage og Saudi-Arabien sat en stopper for udstedelsen af visa til svenske forretningsfolk. Udenrigsministeren fik desuden aflyst en tale til Den Arabiske Liga 9. marts på grund af samme udtalelser.

Efterfølgende er udenrigsministerens bemærkninger af flere muslimske organisationer blevet udlagt som et direkte angreb på islam og sharialovgivningen. Medlemmerne af Den Arabiske Liga skrev i en fælles erklæring efter det aflyste møde, at de udtrykte »fordømmelse og forbløffelse over sådanne udtalelser, der er inkompatible med det faktum, at Saudi-Arabiens forfatning er baseret på sharia. Sharia er en garanti for menneskerettigheder og beskytter borgernes liv, ejendom, ære og værdighed. Ministrene opfatter bemærkningerne som uansvarlige og uacceptable.«

Wallström: Ikke et angreb mod islam

Også Organisationen for Islamisk Samarbejde, OIC, der har 57 muslimske lande som medlemmer, skriver i en erklæring på organisationens hjemmeside, at de opfatter ministerens kritik af kvinders manglende ret til bilkørsel og pisk af bloggere som et angreb på Saudi-Arabiens retssystem samt politiske institutioner og tilføjede, at »Saudi-Arabien – en medgrundlægger af OIC – er regeret i overensstemmelse med værdier som retfærdighed, medfølelse, lighed og tolerance«.

I Sverige har kontroversen også ført til heftig debat. Margot Wallström deltog i torsdags i et møde med bekymrede repræsentanter for svensk erhvervsliv, der allerede har mærket konsekvenser af kontroversen i form af ordrenedgang og aflyste møder.

I går stillede Wallström op til spørgsmål i Riksdagen, hvor hun betonede det gode samarbejde med Saudi-Arabien og afviste, at hendes kritik skulle have noget med islam at gøre.

»Det er ulykkeligt, at det er blevet kædet sammen med islam og antydet, at det skulle være udtalelser rettet mod islam. Men det er både fejlagtigt og meget ulykkeligt. Det er vigtigt at slå fast, at det ikke er udtalelser rettet mod en religion,« siger Margot Wallström, der også erklærede, at hendes regering har »den største respekt for islam som verdensreligion og dens bidrag til vor fælles civilisation«.