Svensk tegner truet på livet

En tegning af Muhammed med hundekrop har ført til mordtrusler på kunstneren. Hundreder af muslimer er gået på gaden for at demonstrere mod tegningerne.

Demonstration i Lahore i Pakistan mod den svenske Muhammed-tegning. Foto: AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere

Lars Vilks, kunstneren bag karikaturtegningen af profeten Muhammed med hundekrop, er blevet truet på livet.

- Det drejer sig om adskillige mordtrusler, der er kommet gennem telefonopkald, via e-mails og som kommentarer på min blog, siger Lars Vilks til de svenske tv 4 nyheder.

De fleste trusler er kommet inden for det seneste døgn, og Vilks har i sinde at lave en politianmeldelse. Trods mordtruslerne angrer han ikke sine tegninger, der blev bragt forrige søndag i den svenske avis Nerikes Allehanda.

300 muslimer startede fredag eftermiddag en demonstration ved at gå en kort strækning fra det islamiske kulturcenter på Storgatan til den svenske avis Nerikes Allehandas kontorlokaler i Örebro.

/ritzau/