Svensk støtteparti dropper lovkravet som fældede Löfven

Centerpartiet kræver ikke længere, at huslejen skal sættes fri. Forslaget faldt reelt mandag, siger leder.

 
Sveriges statsminister, Stefan Löfven, vil bruge den næste uges tid på at beslutte sig for, om han går af eller udskriver nyvalg. Video: Tt/Ritzau Scanpix. Redigering: Mathilde Oddershede Geertsen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Døren er åbnet på klem for, at Stefan Löfven kan fortsætte som Sveriges statsminister uden at skulle udskrive nyvalg.

Centerpartiet har onsdag droppet sit krav om at få sat huslejen fri. Det skriver avisen Dagens Nyheter.

Det er forslaget om at sætte huslejen fri, som fik venstrefløjspartiet Vänsterpartiet til sammen med oppositionspartierne Moderaterna, Kristdemokraterna og Sverigedemokraterna at stemme for at vælte Stefan Löfven som statsminister i en tillidsafstemning mandag.

Centerpartiets leder, Annie Lööf, siger til Dagens Nyheter, at forslaget reelt faldt, da Löfven mandag tabte afstemningen i Riksdagen.

»Eftersom forslaget ikke længere er på bordet, så synes vi, at det er vigtigt, at vi justerer januaraftalen for at få bedre balance,« siger hun.

Det er et forslag om prisfastsættelse af huslejer, der har udløst krisen i Sverige. Forslaget er en del af den januaraftale, som Annie Lööf omtaler.

Socialdemokraternas Stefan Löfven er glad for udmeldingen fra Centerpartiet.

»Det er konstruktivt og en vej fremad. Det er vigtigt, at flere partier nu agerer for landets bedste. Det er vi altid klar til at gøre,« siger han til Dagens Nyheter.

Januaraftalen er indgået mellem Socialdemokraterna, Centerpartiet, Miljöpartiet og Liberalerna. Den er udgangspunkt for regeringssamarbejdet med Löfven i spidsen.

Annie Lööf siger, at hun håber, at Liberalerna vil være med i et fortsat samarbejde, hvis aftalen bliver genforhandlet.

Liberalerna meddelte efter tillidsafstemningen mandag, at det anser samarbejdsaftalen som afsluttet og i stedet vil satse på en borgerlig regering. Den holdning står partiet ved, understreger en talsperson onsdag efter meldingen fra Centerpartiet.

Vänsterpartiet tager ligesom Löfven godt imod den nye melding fra Centerpartiet.

Arkivfoto: Stefan Löfven, Sveriges statsminister. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANDERS WIKLUND.

»Den politiske situation er fortsat svær. Men jeg er stolt over at have været med til at få svenske lejeres stemme hørt,« siger partileder Nooshi Dadgostar i en skriftlig kommentar.

Löfvens mindretalsregering har lovet sine støttepartier at sætte huslejen fri.

I dag har Sverige et system, hvor en organisation forhandler husleje på vegne af lejere. Löfven har lanceret et kompromisforslag, hvor parterne på boligområdet skal forhandle for at finde en model for fastsættelse af husleje.

Vänsterpartiet har afvist forslaget, og mandag stemte partiet altså også for at vælte den mangeårige statsminister.

Efter at have tabt afstemningen mandag har Löfven fået en uge til enten at trække sig eller udskrive nyvalg. Hvis han kan samle nok opbakning, kan han dog få mulighed for at forsøge danne en ny regering.

Det ser imidlertid fortsat svært ud. For Liberalerna vil ikke være med. Og støttepartiet Centerpartiet vil ikke samarbejde med Vänsterpartiet.

/ritzau/TT